2010 vil altid være Veras år..

For mig vil 2010 stå for mig som Veras år. 2010 som blev et helt forkert år. Vi sprang ind i 2010 fuld af glæde og forventning om at vi lige om lidt var en familie på 5 herhjemme.. 2010 blev året hvor drømme og forventinger brast.. Året hvor vi fik lov at møde vores datter, men ikke kunne tage hende med hjem, Vi havde hende et forår, vi forsøgte at skabe en hverdag midt i splittelsen og i, at vi kun i små øjeblikke kunne være sammen som familie alle 5..
Selvom det er dybt forfærdeligt og ubærligt ikke at få lov til at beholde hende, er jeg dybt taknemmelighed for at vi fik lov at lære hende at kende.. og vi tager hende med resten af vores liv i vores hjerter..

Et øjeblik fra 4/4-2010 Vera og jeg.

2010 bliver aldrig glemt - det er det år der har føltes aller længst og samtidig er gået aller hurtigst..
Det var året hvor vi fik - havde og mistede vores lille datter.. og hvor jeg efterfølgende har holdt "Veras barsel", selvom man ikke har barsel når man mister et barn, men i mit hoved har det været Veras barse selvom hun ikke er her.. Det har været det eneste rigtige for mig, i respekt for mig selv, men ikke mindst i respekt for Vera - jeg har fået tid til at fordybe mig, tude, bare være og føle.. Og jeg har haft tid til at være der for drengene..

Nu er der 3 dage til at jeg skal ud i verden igen, den verden der for altid blev forandret d. 7. marts 2010.. Det har hele tiden været planlagt, at jeg skulle starte efter barslen på denne dag og at Torben så ville holde nogle måneder.. Jeg kan mærke at jeg glæder mig til at komme til at arbejde igen, selvom jeg ikke er i tvivl om at det bliver hårdt..

Jeg er dybt taknemmelig for min lille familie - os 4 her i huset og Vera i himlen.. Dybt taknemmelig for vores kærlighed og styrke.. og taknemmelig for at vi er omgivet af mange gode mennesker, der har været der og giver plads til at Vera er en del af vores liv. Taknemmelig for alle de ord, tanker, blomster og kærlighed vi har fået i løbet af året..
Jeg føler mig, så klar som jeg tror jeg kan blive, til at tage skridtet ud af 2010, fordi 2010 altid vil være en stor del af mig - det er i mig.. jeg er mor til Vera, min lille datter som aldrig bliver større, og som bor i himlen og i mit hjerte....2010 blev også det år hvor Vera fik en plads i familien, i os alle 4 og hverdagen selvom hun ikke er her fysisk.. Hun er vores Vera..
Og med denne følelse, vil jeg springe ind i 2011 med drengene og Torben ved min side og nyde øjeblikke......................................Godt Nytår til alle..

Juleaften 2010

.. juleaftensdag.. tog vi op til Vera sidst på formiddagen.. Åh det var svært at komme afsted.. Fordi det er så ufatteligt hårdt at hun ikke er hos os..

De smukkeste blomser fra Veras onkel og tante.. det betyder så ufatteligt meget:)

Da vi kom kom derop lå denne smukke buket fra Veras mormor og morfar.. Meget rørende..

lyserøde blomster fra Veras mormor og morfar..

.. vi flyttede sne og kom ned til Veras sten og lagde blomster fra os og gaver.. Vinden blæste, sneen føg, tårne trillede og kærligheden omkransede det hele..

Drengene var også dybt berørt - vi holdt om:)

Et hjerte dukkede frem

I hjertet bestemte Ludvig at der skulle stå alle vores navne..

åh.. hvor er det bare helt forkert at Vera ikke er hos os... Jeg savner hende i øjeblikke så det flår i hjertet..

...og hvor var det svært at skulle gå derfra igen.. Livet er blevet ekstremt kontrastfyldt.

Der er en ganske særlig magi ved Veras grav - det er et helt fantastisk lille sted og det er vores lille sted.. Juleaften dækket af den fineste hvide sne og denne dag iskold.. vores andet sted er ikke langt derfra, vores hus - her var der denne dag - juleaften - ekstremt varm.. og fyldt med liv..

..og her holdt vi en dejlig juleaften.. med de skønneste nisser - familie og hygge..

Vera var med i snakken og tankerne.. og det gør for os at øjeblikke også, ærligt, kan indeholde ekstrem hygge..

Fra god Veninde i min julegave - et hjerte til Vera - det betyder ufatteligt meget..
..og hænger nu i hendes lille træ..

..Godt også at være forbi i dag, 1. juledag, oppe at ryste sne af blomsterne og tænde lys sammen med Veras mormor:).

Julegaven..

Vi juler, og køber gaver, hygger.. som vi plejer i december.. Med midt i alt glæden er der et tomrum - en der mangler. Vi skulle have haft Vera, vores lillesøster og datter lige her. Vi skulle have været 5 denne jul og Vera skulle opleve sit første juletræ.. Det stikker af smerte og det koster tårer at virkeligheden er en anden.. Der skal kun findes drengeskjorter frem, ikke en lille kjole.. Åh hvor ville jeg ønske at virkeligheden var en anden.. Den som vi havde tænkt os til, drømt om og regnet med..

Men midt i tomhedsfølelsen, er også en ekstrem taknemmelighed og ekstrem "nydelse af drengene, Torben og øjeblikket"..

I aften kom juletræet ind for at dryppe af, smide sne frakken, så det er klar til at blive pyntet i morgen, som vi har tradition for..

Træet blev beskåret lidt og tilpasset, og af dette gran lavede jeg en lille krans til Vera, det føles så rigtigt at hun får en lille del af juletræet op på sin grav juleaften.. Som et symbol på at vi er en familie på 5, og som starten på en ny tradition, det er så helende for mig at gøre noget, skabe noget.. Kransen er fyldt med tanker om og til min lille datter, af tårer og kærlighed...

...og Veras julegave er denne lille baby svøbt i englevinger, det ser så dejligt ud at ligge lige der, og jeg er sikker på at Vera er sådan et dejligt sted.. Det lille barn svøbt i englevinger og kransen fra juletræet, tænker jeg, at går vi op med på Veras grav juleaftens formiddag.. og tænder lys for hende:)

Bertram kiggede dog undrende på mig da jeg sagde at det var en gave til Vera, men mor; "hun kan jo ikke åbne den" og det er jo rigtigt:) Da jeg sagde, at det var en gave til hendes grav, var han helt med på det og synes det var en god ide.. Ludvig vil gerne ligge alle de lilla sten deroppe.. Drengene er vildt betaget af gaven og synes det ligner Vera:)

3# øjeblik

Pigen med de blå øjne, min lille pige, vores skønne datter Vera, et fantastisk (vågent) øjeblik:) 28/4-2010

En rørende detalje..

Vi fik denne skønne hyacint fra min søde svigerinde i dag (sammen med en kurv fyldt med lækkerier til julen lavet til os alle 4)..

Da jeg satte den hvide hyacint, ud i badeværelset, lige før, så jeg den fineste detalje, der er sat 3 små "diamanthjerter" i mosset...

.. det kan ses, som et lille symbol på vores 3 børn, de to skønne drenge lige her og Vera i himlen.. En dejlig tanke synes jeg...

2# Øjeblik

I går sagde Bertram; "Vera er englen" i min juleby, han har en lille bitte glasengel stående, og lige efter det sagde han "Mor kan du huske da vi malede din mave, da Vera lå inde i den?".. "Om jeg kan..." ..og så snakkede vi om Vera, om engle, hvad han tænkte på osv. Sådan er det meget, Vera popper op og bliver nævnt, både af drengene og os, så stopper vi op og snakker.. nogle gange bliver det med smil, andre gange med tårer..og alt er ok..

jeg får tårer i øjnene af at se dette billede - men også glæde og stolthed over mine 3 børn...

.. "og om jeg kan huske at de malede min mave".. .. Ja det er printet ind i min bevidsthed.. Det var et  ganske særlige øjeblikke, med 2 kommende stolte storebrødre og forventningens glæde - glæden over snart at skulle møde deres lillesøster..
Jeg rammes i hjertet af drengenes kærlighed og omsorg til deres søster - Vera kunne ikke ønske sig bedre brødre..

Vera min lille babypige:) også om 3 år?

Hun er med mig hele tiden, og det vil hun være resten af vores liv.. hun er med i mine tanker forreste, eller i siden eller længere tilbage, dage og øjeblikke er forskellige.. hun popper op.. som i denne Disney Parade fra i sommers.. Hvor jeg tænkte på Vera, vores lille babypige, da denne paradevogn kørte forbi, jeg fik en lille klump i halsen, men også et smil på læben.. 

Det går pludselige op for mig, at jeg tror, jeg vil komme til at se hende for mig, som vores lille babypige, også om 3 år og 20 år.. Min fornuft siger mig, at hun nu ville kunne være over 9 måneder, og jeg har en sorg/savn over ikke at have en datter på 9 måneder nu, men med mine følelser ser og mærker jeg Vera som en lille pige på knap 3 mdr. 

Mit indre billede af Vera vil garanteret være i forandring - gad vide hvordan det bundfælder sig med tiden?

1# øjeblik

..Da drengene sad med deres lillesøster Vera for første gang, det var helt forkert at var så syg og at hun ikke, som vi havde snakket om og forberedt dem på, kom med os hjem og skulle bo, og at hun ikke vækkede os om natten, at hun ikke græd.. men bare sov (sovemedicin) det meste af tiden.
Det var først ved det 10. besøg hos Vera, hvor dette billede er taget, at hun kiggede på sine brødre for første gang, og de så hendes øjne for første gang, og det gav dem mod og lyst til at prøve at sidde med hende..
Det var et stort, smukt, men også barsk og trist øjeblik.. og vi var alle meget rørt af situationen.. Når jeg ser dette billede rammer det mig dybt.

9 måneder i dag

..det svier langt ind i hjertet på disse mærkedage, i dag ville Vera være blevet 9 måneder. Jeg savner min lille pige. Da vi kort efter fødslen fandt ud af at vores lille skønne datter var alvorligt syg, blev tiden en anden, og der blev mange milepæle/ mærkedage i hendes liv, da hun blev 1 døgn, 1 uge, 2 uger osv.. Vi nød hvert sekund og var taknemmelig for hver ny dag.. (Der skete en helt vanvittig drejning af tilværelsen og en taknemmelighed der rullede ind over, at vi fik lov til at give hende tøj på, sidde med hende, have hende i bad, give hende sutteflaske. De selvfølgelige ting var ikke længere selvfølgelige men blev ganske særlige og fokus blev nuet og alle de små ting vi nåede og øjeblikke vi havde) Vores lille datter Vera var i verden i 89 dage.. Hun nåede at have to månedsdage, som blev markeret med flag ved døren til hendes stue..
Vera nåede at blive 1 måned, 2 måneder og næste 3 måneder..

7. april 2010 - jeg blev meget rørt over det lille flag de havde stillet ved døren til Veras stue 

Vera 1 måned

7. maj 2010 - dagen efter min fødselsdag - flaget var rykket helt ind til næste dør

Vera 2 måneder

..jeg er dybt taknemmelige over at vi oplevede disse to store mærkedage.. men hvor ville jeg ønske at jeg vågnede op og det hele var en drøm.. og billedrækken kunne fortsætte og ikke stoppede her...

Aftentanker om livet lige nu og her..

Verden er blevet en anden.. Nuet og øjeblikket er det eneste jeg kender og kan påvirke, det eneste jeg har i mine hænder, hvis det er til at fange. Det næste øjeblik, er kun interessant, når det der der, hvis det er der eller kommer?..(der giver mening i mit hoved.. men ser lidt snirklet ud).
Der er ingen garantier eller selvfølgeligheder i mit liv mere (eller det ved jeg nu at der ikke er og aldrig har været), den gyngende grund mærkes og kan ikke skubbes væk så let...Verden er, set med disse briller, blevet mere barsk, men drejer jeg hovedet lidt, er verden blevet mere skarp og smuk, med nærvær og ærlighed som bærende elementer.. Kræver mod at være ærligt i øjeblikket og kræver at jeg tør se den verden jeg befinder mig i, "i øjnene"..og mærke ind til detaljer - hvordan føles det i maven?  At åbne øjnene medfører større vidder, men også forandring og omformninger..

I dag er det 1/2 år siden..

..Vi mistede Vera i den smukkeste solnedgang.. 1/2 år siden at vores verden brød helt sammen og 1/2 år siden at vi sent om natten kørte hjem fra Ouh.. med tårerne trillende ned af kinderne, Vi havde mistet vore datter, vi havde håbet og bedt for et mirakel...men hun klarede det ikke.

Vi kom hjem til vores store drenge, der var blevet puttet i vores seng, vi sov ikke meget, jeg kan huske at jeg kiggede på drengene, der sov trygt og tænkte at det var så barskt, at de skulle have den besked når de vågnede.. at deres lillesøster var død..

Tænder lys for Vera og savner hende..

Savnet er enormt.. det ligger "lige indenfor" opmagasineret forrest i mit hjernebibliotek.. Jeg tænker "hele tiden"på Vera - eller det gør jeg selvfølgelig ikke.. men hun er hele tiden med og popper "frem og tilbage".. det er så svært at forstå at vores lille datter skulle være så syg, for syg til at komme med hjem og også for syg til, at være i denne verden.. Jeg er så glad for at være lige her, men jeg savner Vera. Savner min lille skønne datter. Jeg savner, at holde hende, kysse hende, dufte hende.. I morgen d. 3. december, er det et halvt år siden, at Vera døde, det føles, på den ene side, som om det var i går og, på den anden side føles det, som om det er meget længere siden.. Vera var i verden i 89 dage og der blev tiden en anden, minutter kunne føles som timer og dage kunne gå som minutter.. og det er som om noget af denne tidsopfattelse, er fulgt med og har ændret min verden..
Øjeblikke kan vare evigheder og nærværet er blevet meget intenst... Jeg nyder drengene helt ud til fingerspidserne, men i denne nydelse ligger også savnet, savnet til Vera og den hverdag vi skulle have haft lige her sammen med hende...