 |
| jeg fantastisk øjeblik! |
Jeg er så usigelig stolt over at være mor til 3, og stolt over at være Veras mor selvom det var på en helt forkert måde.. En stolthed der denne dag ved dåben blev spejlet i familien omkring os.. de så på Vera og mig som Veras mor og på vores lille familie på 5. At blive set med sin datter og som en familie på 5 var kostbart og ubeskriveligt dejligt (selvom vi vidste at det var på lånt tid).
Disse minder koster mange tårer men også dyb dyb kærlighed og et kæmpe ønske om at øjeblikket kunne sættes på pause..
Jeg savner at være sammen med Vera, savner at nysse hende, holde hende, kigge på hende, dufte hende.. Savner at se hende.. Savner at sige at det er Veras mor, når jeg ringede ud på afdelingen osv.
Savner alle de små ting..
Nogle gange føles det som en drøm at hun har været her.. Men savnet - sorgen og tomrummet vidner om en enorm kærlighed og en lille prinsesse, min prinsesse, der var her..
Sidder med tårer i øjnene og genkender alle følelser. Følelser af kæmpe savn og en overvældende sorg. Hullet indeni der til tider føles så uendeligt stort.
SvarSletJeg græder for din datter og din sorg. Men synes du er stærk, stærk fordi du mærker din sorg og dit savn. Stærk fordi du tør...
Jeg har ikke mistet et barn, men min elskede lillebror. Han blev 37 år og pludselig en dag var han der ikke mere. Det er over 4 år siden min bedste ven forsvandt.
Nu lærer jeg at leve med en ny mig, der lever med en sorg og et savn.
Definere en ny hverdag..
Kære Lene. Det gør mig ondt at du har mistet din lillebror og du beskriver præcis de følelser det medfører.. og det hul der tiltider er så uendeligt stort at jeg aldrig havde forestillet mig at det kunne føles sådan.. Men det gør det når man mister nogle der bor i ens hjerte..Tak fordi du skriver..
SvarSletKh. Mette
Jeg genkender rigtig mange af de følelser du beskriver. Det med at være Elisabeths mor var og er stadig noget af det største jeg har oplevet. Jeg nød også at ringe ind på neonatal og præsentere mig som Elisabeths mor. Det føltes så forbandet dejligt og måske nød jeg det endnu mere fordi jeg, som dig, også vidste at det var på lånt tid. Det hele er stadig tæt på for dig. Men selvom det efterhånden er en del år siden at Elisabeth døde, og jeg ikke længere går rundt med den altopslugende smerte hver dag, så bliver ubegribeligheden stadig ved med at være der, for mit vedkommende i hvert fald. Nogen gange har jeg sammenlignet det med forståelsen af universet. Uendeligheden er en så ubegribelig størrelse at det ikke er til at fatte.
SvarSletDu vil altid være Veras stolte mor. Det er et rigtig smukt billede der siger alt det du beskriver md ord.