..Og det er blevet lige som jeg havde i tankerne.. (selvom jeg ikke havde et klart billede - dette er meget svært når man bestemt aldrig har tænkt i gravsteder eller i sit vildeste mareridt tænkt at man skulle anlægge sin datters gravsted)... Men midt i det forkerte og meningsløse, føles det rigtigt, Veras sted.. a'la Skovbunds-, eventyr-, pige- sted... Et sted med små finurligheder og miniature frodighed.. Et sted der er rart at være, hvis man kommer forbi som alf, eller mariehøne eller...
..men for f..... hvor ville jeg ønske at hun var her hos os, og at jeg kunne udleve min kærlighed til Vera her lige midt i hverdagen (som så ikke ville føles bombet i stykker).. Men sådan er det ikke.. Min kærlighed til Vera går gennem hjertet og gennem det jeg kan forme, vande og passe. På Vera sted.. Jeg oplever behovet for at komme på kirkegården meget svingende.. I øjeblikket kigger jeg dagligt forbi.. smutter lige op til Vera når drengene er puttet eller på andre passende tidspunkter... Jeg nyder at have et sted at gå hen - der er ganske særligt lige der på Veras sted.. og så er det rart at kunne sige at jeg lige smutter op til "Vera"...
