Den lilla syrenbusk...

... i vores have er et symbol på en ganske særlig  lille pige - vores datter Vera der var her, på denne tid for 2 år siden..
Vi fik syrenbusken efter Veras begravelse til minde om, at hun var her mens syrenerne blomstrede.. En smuk og modig gave fra en barnsdomsveninde:)

..og det er lige nu den blomstre.. der lige midt i livet, omgivet af styltegående storebrødre - liv - grin og solskin..

 ..og lillebroderen der hygger i kravlegården... og som nu, er en måned ældre end hans storesøster blev.. og som pludre - smiler og stortrives..

Syrenen minder om tiden - de enestående øjeblikkene - med vores datter.. men også om, at hendes liv sluttede mens den blomstrede..  

Om en uge er det 2 år siden vi sad med Vera i armene og hun trak vejret for sidste gang.. og hvor vi lovede at vi nok skulle klare det... 

...og det gør vi på den bumpede vej, hvor omveje og bratte sving pludselig blev realiteter.. men også hvor hverdagen sniger sig mere og mere stationært ind... 

Så solskin - liv og glæde går hånd i hånd med sorgen og savnet lige her i vores have på denne skønne maj - sommerdag.. som er den sidste i en helt enestående pinseferie...
Det er ok lige nu i dag - det virker nærmest helt naturligt med de store modsatrettede følelser, som måske ikke er så uadskillelige...
Den overskyggende følelse, lige her i skrivende stund - hvor hele huset sover, er en inderlig stolthed over og dyb dyb kærlighed til mine 4 børn:) de 3 smilende og den lilla-blomstrende:)

Et dejligt møde...

I dag mødte jeg pludselig en ganske særlig sygeplejerske.. En sygeplejerske der har en ganske særlig plads..
Jeg var ved at købe gave til min bror, da hun pludselig stod lige foran mig..

Denne  sygeplejerske er ganske særlig...Et meget empatisk og dejligt menneske..
...og så var det hende der var Veras sygeplejerske.. den aftenvagt i juni.. på H5
hvor Vera trak vejret for sidste gang... og vi mistede hende i den smukkeste solnedgang.. Hun var der nærværende, når der var behov for det og "som en flue på væggen" og usynlig når der var behov for dette..

Hvor var det skønt, at kunne give hende et knus her knap 1 år efter denne dag vi aldrig vil glemme..
..At kunne kigge hende i øjnene og sige Tusind tak fordi hun var der og fordi hun er den hun er..

3# øjeblik

Pigen med de blå øjne, min lille pige, vores skønne datter Vera, et fantastisk (vågent) øjeblik:) 28/4-2010

2# Øjeblik

I går sagde Bertram; "Vera er englen" i min juleby, han har en lille bitte glasengel stående, og lige efter det sagde han "Mor kan du huske da vi malede din mave, da Vera lå inde i den?".. "Om jeg kan..." ..og så snakkede vi om Vera, om engle, hvad han tænkte på osv. Sådan er det meget, Vera popper op og bliver nævnt, både af drengene og os, så stopper vi op og snakker.. nogle gange bliver det med smil, andre gange med tårer..og alt er ok..

jeg får tårer i øjnene af at se dette billede - men også glæde og stolthed over mine 3 børn...

.. "og om jeg kan huske at de malede min mave".. .. Ja det er printet ind i min bevidsthed.. Det var et  ganske særlige øjeblikke, med 2 kommende stolte storebrødre og forventningens glæde - glæden over snart at skulle møde deres lillesøster..
Jeg rammes i hjertet af drengenes kærlighed og omsorg til deres søster - Vera kunne ikke ønske sig bedre brødre..

1# øjeblik

..Da drengene sad med deres lillesøster Vera for første gang, det var helt forkert at var så syg og at hun ikke, som vi havde snakket om og forberedt dem på, kom med os hjem og skulle bo, og at hun ikke vækkede os om natten, at hun ikke græd.. men bare sov (sovemedicin) det meste af tiden.
Det var først ved det 10. besøg hos Vera, hvor dette billede er taget, at hun kiggede på sine brødre for første gang, og de så hendes øjne for første gang, og det gav dem mod og lyst til at prøve at sidde med hende..
Det var et stort, smukt, men også barsk og trist øjeblik.. og vi var alle meget rørt af situationen.. Når jeg ser dette billede rammer det mig dybt.

9 måneder i dag

..det svier langt ind i hjertet på disse mærkedage, i dag ville Vera være blevet 9 måneder. Jeg savner min lille pige. Da vi kort efter fødslen fandt ud af at vores lille skønne datter var alvorligt syg, blev tiden en anden, og der blev mange milepæle/ mærkedage i hendes liv, da hun blev 1 døgn, 1 uge, 2 uger osv.. Vi nød hvert sekund og var taknemmelig for hver ny dag.. (Der skete en helt vanvittig drejning af tilværelsen og en taknemmelighed der rullede ind over, at vi fik lov til at give hende tøj på, sidde med hende, have hende i bad, give hende sutteflaske. De selvfølgelige ting var ikke længere selvfølgelige men blev ganske særlige og fokus blev nuet og alle de små ting vi nåede og øjeblikke vi havde) Vores lille datter Vera var i verden i 89 dage.. Hun nåede at have to månedsdage, som blev markeret med flag ved døren til hendes stue..
Vera nåede at blive 1 måned, 2 måneder og næste 3 måneder..

7. april 2010 - jeg blev meget rørt over det lille flag de havde stillet ved døren til Veras stue 

Vera 1 måned

7. maj 2010 - dagen efter min fødselsdag - flaget var rykket helt ind til næste dør

Vera 2 måneder

..jeg er dybt taknemmelige over at vi oplevede disse to store mærkedage.. men hvor ville jeg ønske at jeg vågnede op og det hele var en drøm.. og billedrækken kunne fortsætte og ikke stoppede her...

Tænder lys for Vera og savner hende..

Savnet er enormt.. det ligger "lige indenfor" opmagasineret forrest i mit hjernebibliotek.. Jeg tænker "hele tiden"på Vera - eller det gør jeg selvfølgelig ikke.. men hun er hele tiden med og popper "frem og tilbage".. det er så svært at forstå at vores lille datter skulle være så syg, for syg til at komme med hjem og også for syg til, at være i denne verden.. Jeg er så glad for at være lige her, men jeg savner Vera. Savner min lille skønne datter. Jeg savner, at holde hende, kysse hende, dufte hende.. I morgen d. 3. december, er det et halvt år siden, at Vera døde, det føles, på den ene side, som om det var i går og, på den anden side føles det, som om det er meget længere siden.. Vera var i verden i 89 dage og der blev tiden en anden, minutter kunne føles som timer og dage kunne gå som minutter.. og det er som om noget af denne tidsopfattelse, er fulgt med og har ændret min verden..
Øjeblikke kan vare evigheder og nærværet er blevet meget intenst... Jeg nyder drengene helt ud til fingerspidserne, men i denne nydelse ligger også savnet, savnet til Vera og den hverdag vi skulle have haft lige her sammen med hende...