Blomster pr. brev og varm kakao - det luner:)

I går, på Veras fødselsdag, ankom de fineste Blomster pr. brev, der havde rejst mange kilometer...

.. blomster og ord fra nogle ganske særlige mennesker - smuk og meget rørende tanke... Blomsterne kom med op til Vera i går eftermiddags...

..Det øs-pøsede ned da vi gik på fødselsdagsekspedition op til Veras gravsted - Det lille træ og paraplyerne gav dog fint ly - og kakaoen smagte dejligt...

En efter omstændighederne god, men selvfølgelig ekstrem hård og kontrastfyldt dag.. Men for os er traditionerne vi har skabt den bedste måde for os, lige nu,  at markere Veras dag på...

Allerehelgens gudstjeneste

...Var til den smukkeste gudstjeneste i vores lille kirke i dag, mig og drengene... Vores præst er bare ganske særlig, hun døbte og begravede Vera - og  hun rammer mig det helt rigtige sted.. og så er der plads til drengene - plads til at være brødrene til Vera.. Plads til at være i kirken og det skaber ro:)
Allerhelgens gudstjenesten er bare ganske særlig og meget smuk - at mindes dem vi har mistet.. Alt var så anderledes end sidste år.. Stærkt - men sorgen og savnet sad et andet andet sted i kroppen - Jeg nød øjeblikket - stilheden - salmerne og at sidde med mine skønne drenge og bare være lige der...
Vi tændte lys og stillede perleplader hos Vera.. og så stod den ellers på lego, kort og kanelsnegle:)

Morgenstund dagen før dagen :(

Var et smut på kirkegården ganske tidligt i morges, i dag d. 2. juni, bare mig, jeg nød at gå og nusse, nippe og rive... solens spæde stråler ramte mig og jeg kunne dufte og mærke at det bliver en varm dag...

Jeg nød at være lige der - I "nærheden" af min lille datter... som i morgen for et år siden trak vejret for sidste gang i mine arme... Åhhh hvor jeg savner hende... Hun skulle være lige her...

Der er så meget der er helt forkert og meget jeg ikke kan.. Men en af de ting jeg kan er at passe Veras lille plet og komme med blomster til Vera:) Det varmer en lille smule i det store rungende sviende savn og tomrummet i mit hjerte...

Glimt fra dagen i går..

Glimt fra d. 7. marts 2011 - dagen hvor Vera ville være blevet 1 år..

Det blev den smukkeste solskinsdag..

Morgenbesøg, bare T og jeg, imens vi stod der kom lyset pludselig - det smukkeste syn - meget rørende...

Drengene pyntede senere med perleplader og flag, vi drak varm kakao, spiste lyserøde muffins med familie, og var bare der sammen, i sorgen og kærligheden, der i solen, på Veras sted, på kirkegården - både med smil og tårer på kinden. 

I den flotteste solnedgang.. tændtes lys...
Himlen var bragende pink og usigelig smuk, denne mandag aften i marts, efter en af de første forårsdage, det kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det var der en ganske særlig grund til...

Hullet i hjertet - Dagen før Veras fødselsdag..

Lige nu er jeg helt alene hjemme.. Drengene og Torben er taget på "eventyr".. og jeg har de sidste timer nydt bare at tusse rundt og bare "være" og forberede mig lidt til Veras fødselsdag i morgen.. Nyder stilheden og pladsen til alle følelser..
Jeg har været at være på kirkegården og gøre Veras sted fint til i morgen.. Det lykkedes mig at grave det fineste stenhjerte ned i jorden, det skulle 40 cm ned, et stenhjerte hvor der er en vase til blomster i midten.. Jeg lagde stenen Ludvig har malet over hullet i stenhjertethjertet (vasen) da blomsterne først skal i i morgen.. Hullet i hjertet - også i stenhjertet, det havde jeg ikke tænkt på før jeg skrev det nu.. Jeg plantede også vintergækker fra vores have på hendes lille høj..
Jeg har lige bundet den fineste buket til Vera, den dufter skønt og er i søde pigefarver; lyserøde nuancer, hvid og gul.. Roser, tulipaner og duftranke..Det var med tårer ned af kinderne og med stor kærlighed og et hav af tanker jeg bandt den.. Blomster til min datter.. det er helt forkert men i denne "omvendte verden" er det noget af det jeg kan.. Jeg kan sætte blomster på Veras grav.. Men det fjerner ikke hullet..

Buketten til Vera til hendes 1 års fødselsdag

Juleaften 2010

.. juleaftensdag.. tog vi op til Vera sidst på formiddagen.. Åh det var svært at komme afsted.. Fordi det er så ufatteligt hårdt at hun ikke er hos os..

De smukkeste blomser fra Veras onkel og tante.. det betyder så ufatteligt meget:)

Da vi kom kom derop lå denne smukke buket fra Veras mormor og morfar.. Meget rørende..

lyserøde blomster fra Veras mormor og morfar..

.. vi flyttede sne og kom ned til Veras sten og lagde blomster fra os og gaver.. Vinden blæste, sneen føg, tårne trillede og kærligheden omkransede det hele..

Drengene var også dybt berørt - vi holdt om:)

Et hjerte dukkede frem

I hjertet bestemte Ludvig at der skulle stå alle vores navne..

åh.. hvor er det bare helt forkert at Vera ikke er hos os... Jeg savner hende i øjeblikke så det flår i hjertet..

...og hvor var det svært at skulle gå derfra igen.. Livet er blevet ekstremt kontrastfyldt.

Der er en ganske særlig magi ved Veras grav - det er et helt fantastisk lille sted og det er vores lille sted.. Juleaften dækket af den fineste hvide sne og denne dag iskold.. vores andet sted er ikke langt derfra, vores hus - her var der denne dag - juleaften - ekstremt varm.. og fyldt med liv..

..og her holdt vi en dejlig juleaften.. med de skønneste nisser - familie og hygge..

Vera var med i snakken og tankerne.. og det gør for os at øjeblikke også, ærligt, kan indeholde ekstrem hygge..

Fra god Veninde i min julegave - et hjerte til Vera - det betyder ufatteligt meget..
..og hænger nu i hendes lille træ..

..Godt også at være forbi i dag, 1. juledag, oppe at ryste sne af blomsterne og tænde lys sammen med Veras mormor:).

Julegaven..

Vi juler, og køber gaver, hygger.. som vi plejer i december.. Med midt i alt glæden er der et tomrum - en der mangler. Vi skulle have haft Vera, vores lillesøster og datter lige her. Vi skulle have været 5 denne jul og Vera skulle opleve sit første juletræ.. Det stikker af smerte og det koster tårer at virkeligheden er en anden.. Der skal kun findes drengeskjorter frem, ikke en lille kjole.. Åh hvor ville jeg ønske at virkeligheden var en anden.. Den som vi havde tænkt os til, drømt om og regnet med..

Men midt i tomhedsfølelsen, er også en ekstrem taknemmelighed og ekstrem "nydelse af drengene, Torben og øjeblikket"..

I aften kom juletræet ind for at dryppe af, smide sne frakken, så det er klar til at blive pyntet i morgen, som vi har tradition for..

Træet blev beskåret lidt og tilpasset, og af dette gran lavede jeg en lille krans til Vera, det føles så rigtigt at hun får en lille del af juletræet op på sin grav juleaften.. Som et symbol på at vi er en familie på 5, og som starten på en ny tradition, det er så helende for mig at gøre noget, skabe noget.. Kransen er fyldt med tanker om og til min lille datter, af tårer og kærlighed...

...og Veras julegave er denne lille baby svøbt i englevinger, det ser så dejligt ud at ligge lige der, og jeg er sikker på at Vera er sådan et dejligt sted.. Det lille barn svøbt i englevinger og kransen fra juletræet, tænker jeg, at går vi op med på Veras grav juleaftens formiddag.. og tænder lys for hende:)

Bertram kiggede dog undrende på mig da jeg sagde at det var en gave til Vera, men mor; "hun kan jo ikke åbne den" og det er jo rigtigt:) Da jeg sagde, at det var en gave til hendes grav, var han helt med på det og synes det var en god ide.. Ludvig vil gerne ligge alle de lilla sten deroppe.. Drengene er vildt betaget af gaven og synes det ligner Vera:)

9 måneder i dag

..det svier langt ind i hjertet på disse mærkedage, i dag ville Vera være blevet 9 måneder. Jeg savner min lille pige. Da vi kort efter fødslen fandt ud af at vores lille skønne datter var alvorligt syg, blev tiden en anden, og der blev mange milepæle/ mærkedage i hendes liv, da hun blev 1 døgn, 1 uge, 2 uger osv.. Vi nød hvert sekund og var taknemmelig for hver ny dag.. (Der skete en helt vanvittig drejning af tilværelsen og en taknemmelighed der rullede ind over, at vi fik lov til at give hende tøj på, sidde med hende, have hende i bad, give hende sutteflaske. De selvfølgelige ting var ikke længere selvfølgelige men blev ganske særlige og fokus blev nuet og alle de små ting vi nåede og øjeblikke vi havde) Vores lille datter Vera var i verden i 89 dage.. Hun nåede at have to månedsdage, som blev markeret med flag ved døren til hendes stue..
Vera nåede at blive 1 måned, 2 måneder og næste 3 måneder..

7. april 2010 - jeg blev meget rørt over det lille flag de havde stillet ved døren til Veras stue 

Vera 1 måned

7. maj 2010 - dagen efter min fødselsdag - flaget var rykket helt ind til næste dør

Vera 2 måneder

..jeg er dybt taknemmelige over at vi oplevede disse to store mærkedage.. men hvor ville jeg ønske at jeg vågnede op og det hele var en drøm.. og billedrækken kunne fortsætte og ikke stoppede her...