Sygehuskuller..

..Åh.. 89 dage på Ouh, Vera var i bedøvelse det meste af tiden.. Vi sad med hende, badede hende, puslede hende.. men der var også uendeligt mange timer hvor vi bare var der...
Sad og kiggede på Vera.. og skrev og.. bare var der... vores datter var fanget lige der midt mellem alle maskinerne..

Nogle gange "sov" Vera uafbrudt (da hun lå i bedøvelse)

Åh.. jeg er ikke i tvivl om at jeg i perioder fik sygehuskuller.. og det at bo på Ouh i så mange dage har også givet mig sygehuskuller på dybere plan..
så dybt at det også indvirker på mit arbejde.. for f.... hvor er det bare hårdt at være sygeplejerske og så skulle gennemgå dette og tilbage igen i sygehusverden..
Den verden der ikke kun er min arbejdsverden, men pludselig "for mig" også Veras verden. Den minder mig om alt det jeg mistede og min sorg... ØV...Hvor er det svært..

sorg gemt i manges historier

Min mormor fortalte mig igår for første gang, sådan rigtigt om hendes lillebror. jeg har altid vidst at hun havde 7 søskende, men at den en lillebror var død meget tidligt.. Jeg har aldrig hørt mere.. Men igår fortalte hun lidt mere om Viggo og hvor forfærdeligt det var at han døde..Jeg har indtil igår aldrig hørt hans navn, og ikke tidligere spurgtb om det..Min oldemor havde født Viggo hjemme.. noget tid efter fik de begge lungebetændelse og kom på sygehuset, hvor Viggo, var så syg at han døde og mormors mor (Mary)blev rask og kom hjem..

Sorg var ikke noget man snakkede om dengang, eller ihvertfald ikke i deres familie, men mormor fortalte for første gang hvor kede af det hendes mor og far havde været..

Det rørte mig meget.. også at mormor blev ved med at sige.. men man skulle jo videre og dengang var det naturligt at man mistede børn..

Men tænk engang at opleve den sorg og skulle leve videre uden snak og bearbejdelse...

Jeg oplever at efter vi har mistet Vera er der flere, man ikke anede havde været ude for store sorger, der pludselig betror en deres historie..

..og der er sorg gemt i mange historier.. ligesom der er glæde, lykke, håb osv..

9 måneder i dag

..det svier langt ind i hjertet på disse mærkedage, i dag ville Vera være blevet 9 måneder. Jeg savner min lille pige. Da vi kort efter fødslen fandt ud af at vores lille skønne datter var alvorligt syg, blev tiden en anden, og der blev mange milepæle/ mærkedage i hendes liv, da hun blev 1 døgn, 1 uge, 2 uger osv.. Vi nød hvert sekund og var taknemmelig for hver ny dag.. (Der skete en helt vanvittig drejning af tilværelsen og en taknemmelighed der rullede ind over, at vi fik lov til at give hende tøj på, sidde med hende, have hende i bad, give hende sutteflaske. De selvfølgelige ting var ikke længere selvfølgelige men blev ganske særlige og fokus blev nuet og alle de små ting vi nåede og øjeblikke vi havde) Vores lille datter Vera var i verden i 89 dage.. Hun nåede at have to månedsdage, som blev markeret med flag ved døren til hendes stue..
Vera nåede at blive 1 måned, 2 måneder og næste 3 måneder..

7. april 2010 - jeg blev meget rørt over det lille flag de havde stillet ved døren til Veras stue 

Vera 1 måned

7. maj 2010 - dagen efter min fødselsdag - flaget var rykket helt ind til næste dør

Vera 2 måneder

..jeg er dybt taknemmelige over at vi oplevede disse to store mærkedage.. men hvor ville jeg ønske at jeg vågnede op og det hele var en drøm.. og billedrækken kunne fortsætte og ikke stoppede her...

I dag er det 1/2 år siden..

..Vi mistede Vera i den smukkeste solnedgang.. 1/2 år siden at vores verden brød helt sammen og 1/2 år siden at vi sent om natten kørte hjem fra Ouh.. med tårerne trillende ned af kinderne, Vi havde mistet vore datter, vi havde håbet og bedt for et mirakel...men hun klarede det ikke.

Vi kom hjem til vores store drenge, der var blevet puttet i vores seng, vi sov ikke meget, jeg kan huske at jeg kiggede på drengene, der sov trygt og tænkte at det var så barskt, at de skulle have den besked når de vågnede.. at deres lillesøster var død..