Den lilla syrenbusk...

... i vores have er et symbol på en ganske særlig  lille pige - vores datter Vera der var her, på denne tid for 2 år siden..
Vi fik syrenbusken efter Veras begravelse til minde om, at hun var her mens syrenerne blomstrede.. En smuk og modig gave fra en barnsdomsveninde:)

..og det er lige nu den blomstre.. der lige midt i livet, omgivet af styltegående storebrødre - liv - grin og solskin..

 ..og lillebroderen der hygger i kravlegården... og som nu, er en måned ældre end hans storesøster blev.. og som pludre - smiler og stortrives..

Syrenen minder om tiden - de enestående øjeblikkene - med vores datter.. men også om, at hendes liv sluttede mens den blomstrede..  

Om en uge er det 2 år siden vi sad med Vera i armene og hun trak vejret for sidste gang.. og hvor vi lovede at vi nok skulle klare det... 

...og det gør vi på den bumpede vej, hvor omveje og bratte sving pludselig blev realiteter.. men også hvor hverdagen sniger sig mere og mere stationært ind... 

Så solskin - liv og glæde går hånd i hånd med sorgen og savnet lige her i vores have på denne skønne maj - sommerdag.. som er den sidste i en helt enestående pinseferie...
Det er ok lige nu i dag - det virker nærmest helt naturligt med de store modsatrettede følelser, som måske ikke er så uadskillelige...
Den overskyggende følelse, lige her i skrivende stund - hvor hele huset sover, er en inderlig stolthed over og dyb dyb kærlighed til mine 4 børn:) de 3 smilende og den lilla-blomstrende:)

Juleaften 2010

.. juleaftensdag.. tog vi op til Vera sidst på formiddagen.. Åh det var svært at komme afsted.. Fordi det er så ufatteligt hårdt at hun ikke er hos os..

De smukkeste blomser fra Veras onkel og tante.. det betyder så ufatteligt meget:)

Da vi kom kom derop lå denne smukke buket fra Veras mormor og morfar.. Meget rørende..

lyserøde blomster fra Veras mormor og morfar..

.. vi flyttede sne og kom ned til Veras sten og lagde blomster fra os og gaver.. Vinden blæste, sneen føg, tårne trillede og kærligheden omkransede det hele..

Drengene var også dybt berørt - vi holdt om:)

Et hjerte dukkede frem

I hjertet bestemte Ludvig at der skulle stå alle vores navne..

åh.. hvor er det bare helt forkert at Vera ikke er hos os... Jeg savner hende i øjeblikke så det flår i hjertet..

...og hvor var det svært at skulle gå derfra igen.. Livet er blevet ekstremt kontrastfyldt.

Der er en ganske særlig magi ved Veras grav - det er et helt fantastisk lille sted og det er vores lille sted.. Juleaften dækket af den fineste hvide sne og denne dag iskold.. vores andet sted er ikke langt derfra, vores hus - her var der denne dag - juleaften - ekstremt varm.. og fyldt med liv..

..og her holdt vi en dejlig juleaften.. med de skønneste nisser - familie og hygge..

Vera var med i snakken og tankerne.. og det gør for os at øjeblikke også, ærligt, kan indeholde ekstrem hygge..

Fra god Veninde i min julegave - et hjerte til Vera - det betyder ufatteligt meget..
..og hænger nu i hendes lille træ..

..Godt også at være forbi i dag, 1. juledag, oppe at ryste sne af blomsterne og tænde lys sammen med Veras mormor:).

En rørende detalje..

Vi fik denne skønne hyacint fra min søde svigerinde i dag (sammen med en kurv fyldt med lækkerier til julen lavet til os alle 4)..

Da jeg satte den hvide hyacint, ud i badeværelset, lige før, så jeg den fineste detalje, der er sat 3 små "diamanthjerter" i mosset...

.. det kan ses, som et lille symbol på vores 3 børn, de to skønne drenge lige her og Vera i himlen.. En dejlig tanke synes jeg...