lyset brænder stadig:)

I eftermiddag var jeg forbi Veras grav.. Jeg blev rigtigt glad over at blive mødt af et brændende lys.. Det har brændt siden jeg tændte det i går ved middagstid.. En dejlig tanke, at hverken vind, rusk eller regn har slukket det..

glimt fra i går hos Vera..

Selvom det bare er en lille ting.. Blev jeg bare så glad over at se at det røde lys stadig brændte.. :)

Savn..

jeg fantastisk øjeblik!

Tårerne triller.. Jeg røres meget af netop dette billede (fra Veras dåb på H5) - jeg kan mærke stoltheden som mor og glæden ved at bære min lille dejlige pige, min Vera ved dåben - jeg kan mærke øjeblikket som var det i går - at få lov og mulighed for at stå med hende, disse kostbare minutter (jeg nød det helt ud i fingerspidserne, midt i sorgen og alle tårerne). Vi vidste ikke hvad fremtiden ville bringe om denne dag ville være den sidste.. Øjeblikkene med Vera i favnen blev efterfølgende flere og blev også til timer.. men hvert og et blev nydt.. da vi ingen vished om fremtiden havde..
Jeg er så usigelig stolt over at være mor til 3, og stolt over at være Veras mor selvom det var på en helt forkert måde.. En stolthed der denne dag ved dåben blev spejlet i familien omkring os.. de så på Vera og mig som Veras mor og på vores lille familie på 5. At blive set med sin datter og som en familie på 5 var kostbart og ubeskriveligt dejligt (selvom vi vidste at det var på lånt tid).
Disse minder koster mange tårer men også dyb dyb kærlighed og et kæmpe ønske om at øjeblikket kunne sættes på pause..

Jeg savner at være sammen med Vera, savner at nysse hende, holde hende, kigge på hende, dufte hende.. Savner at se hende.. Savner at sige at det er Veras mor, når jeg ringede ud på afdelingen osv.
Savner alle de små ting..
Nogle gange føles det som en drøm at hun har været her.. Men savnet - sorgen og tomrummet vidner om en enorm kærlighed og en lille prinsesse, min prinsesse, der var her..

Forventningens glæde

Det var lige midt i vores sommerferie på Bornholm i juli 2009 at vi fandt ud af at vi ventede os.. En ganske særlig lykke og glæde lå over denne ferie..

Åh hvor er det uforståeligt at denne sprudlende lykke og forventning ville efterfølges af så mange tårer og en overmandende sorg i vores lille familie..

Sygehuskuller..

..Åh.. 89 dage på Ouh, Vera var i bedøvelse det meste af tiden.. Vi sad med hende, badede hende, puslede hende.. men der var også uendeligt mange timer hvor vi bare var der...
Sad og kiggede på Vera.. og skrev og.. bare var der... vores datter var fanget lige der midt mellem alle maskinerne..

Nogle gange "sov" Vera uafbrudt (da hun lå i bedøvelse)

Åh.. jeg er ikke i tvivl om at jeg i perioder fik sygehuskuller.. og det at bo på Ouh i så mange dage har også givet mig sygehuskuller på dybere plan..
så dybt at det også indvirker på mit arbejde.. for f.... hvor er det bare hårdt at være sygeplejerske og så skulle gennemgå dette og tilbage igen i sygehusverden..
Den verden der ikke kun er min arbejdsverden, men pludselig "for mig" også Veras verden. Den minder mig om alt det jeg mistede og min sorg... ØV...Hvor er det svært..

En særlig gave..

..Fra Hverdagshjems enestående julekalender, er kommet med posten.. Jeg vandt dem her..
De fineste skatte: Det skønneste tørklæde, som nu bor om halsen på mig, i den lækreste kvalitet, en fantastisk kosmetikpung som nu bor i min taske - Begge ting er lavet med den fineste "finish" - De lækreste sager af høj kvalitet... De største anbefalinger fra mig:).. og i kosmetikpungen lå de fineste hjerte øreringe..Tusind tak Camille..

Øreringene bruges lige nu som broche på min cardigan:)
Da jeg (øv) ikke kan tåle at have huller i ørene..

Udover deres unikke skønhed - er jeg vild med navnet Miss Vera, der for mig har en speciel betydning
Disse "Miss Vera" ting har en ganske særlig plads hos mig...

sorg gemt i manges historier

Min mormor fortalte mig igår for første gang, sådan rigtigt om hendes lillebror. jeg har altid vidst at hun havde 7 søskende, men at den en lillebror var død meget tidligt.. Jeg har aldrig hørt mere.. Men igår fortalte hun lidt mere om Viggo og hvor forfærdeligt det var at han døde..Jeg har indtil igår aldrig hørt hans navn, og ikke tidligere spurgtb om det..Min oldemor havde født Viggo hjemme.. noget tid efter fik de begge lungebetændelse og kom på sygehuset, hvor Viggo, var så syg at han døde og mormors mor (Mary)blev rask og kom hjem..

Sorg var ikke noget man snakkede om dengang, eller ihvertfald ikke i deres familie, men mormor fortalte for første gang hvor kede af det hendes mor og far havde været..

Det rørte mig meget.. også at mormor blev ved med at sige.. men man skulle jo videre og dengang var det naturligt at man mistede børn..

Men tænk engang at opleve den sorg og skulle leve videre uden snak og bearbejdelse...

Jeg oplever at efter vi har mistet Vera er der flere, man ikke anede havde været ude for store sorger, der pludselig betror en deres historie..

..og der er sorg gemt i mange historier.. ligesom der er glæde, lykke, håb osv..

Nattetanker om rolleskift og enestående sygeplejersker/læger..

Vågnede for lidt siden..4.30..følte mig udhvilet og klar, og spændt på igen at træde ind i sygehusverdenen.. Igen som fagperson..som sygeplejerske.. Om 2 timer starter jeg på arbejde - 1. arbejdsdag efter vi mistede Vera.
Åh, hvor har det været specielt og ubeskrivelige at være og bo på Ouh, som mor/pårørende i 89 dage. At være på den "anden side" - uden kittel og muligheden for at kunne "holde fri" efter 37 timers arbejdsuge..
Jeg lå og tankerne kom vidt omkring, lige før - men fokus var alle de enestående sygeplejersker og læger der passede, behandlede og var omkring vores lille datter - vores Vera.. Alle dem der "havde vores datters liv i hænderne".. I knap 3 måneder var H5 på Ouh vores andet hjem.. og jeg kan ikke forestille mig en bedre afdeling, fra vi trådte ind følte jeg mig velkommen og båret i den ekstreme situation vi var i.. Der var mange sygeplejersker, der kom helt tæt på og har gjort en kæmpe forskel for os.. både på godt og ondt.. men 95 % godt.. Den omsorg der var overfor Vera og os, og ikke mindst den åbenhed og ærlighed.. og at de kunne rumme hvor komplekse følelser der opstår, når man har så sygt et barn...
Det vanskelige synes jeg er, at disse sygeplejersker/mennesker var en så stor og intens del af vores og Veras liv og pludselig ser man dem ikke igen.. Vi har tilbragt så mange timer sammen og de har alle set vera mere end vores nærmeste familie og venner.. Det er med dem vi har oplevet de bedste og værste øjeblikke..
De er tit i mine tanker, disse særlige sygeplejersker og læger, og vil altid have en særlig plads.. fordi de var "mine hænder" og "øjne" når jeg ikke var hos Vera...

Et nyt år..en mærkelig følelse..

For et år siden gik jeg en tur rundt i vores lille by, forbi vores lille kirke - Jeg var gravid og var netop gået på barsel.. 

Idag gik jeg en tur rundt i vores lille by.. Men nu går jeg ikke forbi vores kirke, nu åbner jeg lågen og går "hjemmevandt" ind til Veras sted, vores sted.. Det er meget uvirkeligt midt i virkeligheden.. og  om 2 dage vender jeg tilbage fra min "barsel".. Men jeg har ikke nogen datter der skal starte i dagpleje.. Åh denne tanke smerter.. Men er for mig nødvendig at være i, i øjeblikke, for at kunne være i den hverdag jeg nu har...

I dag tittede sten, buketter og gran igen frem.. Det har været meget specielt at opleve at pynte graven, blive overmandet af sne, dage hvor "granenglen" igen dukker frem.. og så igen enorme snemasser..
og så idag på årets første dag.. skinnede solen og smeltede sig et godt stykke ned..

Åh hvor jeg savnede Vera i går, hun skulle have siddet på armen.. og sprunget med os ind i det nye år...