Sneen kom vrimlende..

...og overraskede os lidt tidligt i år..
Sidste år den 13. december pyntede vi Veras gravsted med gran - en lun og fin dag:-)

Tanker om Veras kiste..

..dukkede op i dag, da jeg fandt en lille orange filtblomst i en skuffe..
Det var ikke en hvilken som helst blomst, men en af de blomster der var i overskud fra den junidag for over 2 år siden hvor jeg pyntede Veras kiste med små filtblomster og bandt den lille bitte buket med forglem mig ej og andre små blomster fra vores have på det lille sølv kors på kisten..

Jeg blev ikke ked af det, da jeg fandt den lille filtblomst men fyldt med en glæde, ro og stolthed over at jeg netop den dag, for over 2 år siden, var i stand til at pynte den alt for lille kiste med de fine filtblomster.. Det var så rigtigt midt i alt det forkerte, at Veras kiste skulle være fin på lige akkurat denne måde - så ingen var i tvivl om at den gemte på en dyrbar skat - en lille pige elsket fra hun lå i maven til hun lukkede øjnene for sidste gang og stadig er elsket højt højt op til skyerne...

En pose med en særlig sten:-)

En ny gravsten til Vera har længe været på tale, vi har ideer.. men er ikke helt parat til at tage springet.. måske fordi der er noget rigtigt over den gravsten drengene og jeg malede til Vera den dag i juni for over 2 år siden.. og måske fordi vi synes udtrykket passer rigtigt godt til en lille babypige - vores lille babypige:-)
Derfor blev stenen malet igen, for den trængte..
Den er blevet malet i samme stil.. Med sol, blomster hjerte og himmel.. For sådan er Veras sten.Den er genkendelig men alligevel ny.. med lidt flere ord og datoer.. For det har vi brug for..
Den er denne gang blevet lakeret og står nu ganske fin på Veras grav og lyser op i efterårsregnen...
Det er så dejlig,t at man selv bestemmer gravstenes udformning - det betyder utroligt meget for os:-)

Før (efter afrensning):

Stenen da den blev sat i juni 2010

En baggrund bliver til:

Færdigt resultat:

Glimt fra Veras gravsted nu:

Jeg samler altid blade i en pose og bærer den hen til den store skrældespand på kirkegården.. Meget sigende at det denne gang var en ønskebørn pose... smukt og dobbelt..

Vera blev nævnt til præsentationsrunde..

..ved stor fest... og jeg blev rørt - glad og bevæget helt ud i lilletåen.. Vi var før festen blevet spurgt om det var ok at Vera også blev nævnt i præsentationsrunden til en stor fest ved familie meget tæt på, det havde de lyst til at gøre, da Vera betød meget for dem.. allerede der blev jeg rørt og tårerne piblede frem.. Rørt og glad over at få dette skønne spørgsmål - om hun må blive nævnt? Ja - ja - ja.. hun er vores datter, vores 3. barn og en naturlig del af familien..selvom hun ikke fysisk er hos os...  Jeg er så stolt at jeg kunne revne over alle mine 4 børn... og dybt taknemmelig over at være omgivet af mange mennesker der snakker om Vera på helt naturlig vis. Flere familiemedlemmer har billeder af hende på deres billedvægge.. Det gør mig så glad og rørt.. og at nogle har lyst til at nævne hende til en præsentationsrunde er bare så ubeskriveligt dejligt..At de tør:-) selvom det fremkalder tårer hos dem og os..

...Da Vi, vores 3 drenge og Vera så blev nævnt til festen overfor hele teltet fyldt med kendte og knap så kendte mennesker, stod tårerne i mine øjne, og det var både glædes tårer og savn tårer.. lige der midt i solskinnet omgivet fysisk af min mand, mine 3 drenge og min lille datter et sted svævende i luften..lige det øjeblik var ganske særligt nærmest følelsesmæssigt eksplosivt.. men det var ok - der var plads til det.. så ubeskriveligt kontrastfyldt - hårdt og samtidig ubekriveligt dejligt og smukt!

..At have noget med hjem til Vera..

..Er nogen gange et behov.. Et behov der presser sig på og føles rigtigt.. Denne sommerferie bragte dette fine kors i prinsessefarver med hjem til træet - til Vera:-) Købt et særligt sted på et særligt marked.

De små gaver kommer oftest til at bo i Veras træ, på hendes gravsted - Et lille gammelt træ, der ligner et miniature af et kæmpe.. Og det er først når man kommer tæt på at skattene skimtes - det kan jeg godt lide - at de umiddelbart er skjulte og træet fremstår naturligt..
Vi var ikke i tvivl, da vi så det fine store gravsted med dette fantastiske træ - her skulle Vera (og vi engang) ligge i ly under træet...

Nu bor det lille kors i træet

Der bor også et miniature Eiffeltårn fra sommerferien 2010...

En due og en del andre ting...

..hver med sin historie og tanke:-)

At forene de levende og døde...

Da vi stod i våbenhuset efter V's barnedåb sagde B og L - er det ok vi lige smutter om til Vera?.. Dejligt at de lige havde lyst til det... Vi havde egentlig ikke tænkt at vi skulle, eller ikke skulle forbi Vera netop på denne dag..Vi havde ikke lyst til at finplanlægge på den måde.. men se hvad dagen bragte.. Jeg havde en sølv sommerfugl og nogle hjerter i min lomme som blev arrangeret af drengene.. der blev som altid flyttet rundt på lidt ting og gjort fint.. Drengene er ikke så tit med på kirkegården.. men når de er det føler de sig meget hjemme..
Det var fint bare lige at være forbi Vera inden barnedåbsfesten fortsatte hjemme...

Der var blomster fra haven fra mormor og andre i familien.. og så stod den fineste blå guldsmed/sommerfugl ved hendes gravsten fra...? Nogle der har tænkt på Vera på denne dag.. jeg tror godt jeg ved hvem...

Det gør mig glad:-)

..og så er der det der er så svært.. at forene de levende og døde.. gøre plads til begge sider.. rumme lykke og savn.. og gå ud og ind af følelserne..
Det har været svært for mig at have barnevognen og lille V med op til Vera.. Det gik op for mig, for lidt tid siden. Jeg har haft det bedst med at være der alene.. og så skulle tingene planlægges, V skulle være "spist af" osv... og det blev tit lidt besværligt..
Nu er jeg begyndt at tage V med og forsøge at være i det hele... Det er godt til mig kan jeg mærke.. selvom jeg stadig synes det er tungt at skubbe barnevognen, det sidste stykke om til Vera... og det er ikke kun pga. den fysiske stigning...
Livet er en stor blanding og for vores vedkommende rummer det at have en lille prins i barnevogn og under vognen have blomster til hans storesøsters grav.. den søster der kunne have løbet ved siden af barnevognen nu....(i eventyrernes verden)

Det var så svært.. om ranglen på væggen..

..den anden dag hentede jeg familie ranglen.. Det har været så svært, da dette har været en tradition på min mands side af familien at det blev indgraveret før dåben.. af forældrene.. Farfar og farfars søster er de første der er skrevet på rangle og så følger, børn og børnebørn på begge sider..
Men hvad er det lige man gør når man pludselig bliver forældre på en helt forkert måde.. og ens barn dør.. tiden fløj og efter Veras død har ranglen bare hængt på vores væg.. uden hendes navn.. det har været så svært for mig.. og selvfølgelig skulle hendes navn på.. men det måtte blive i næste måned og sådan gik månederne.. og ingen andre børn har meldt deres ankomst til verden så ranglen har i fred og ro kunne hænge på væggen..
Jeg er ikke i tvivl om at det handler om bearbejdelse..
Nu skal Veras lillebror snart døbes og derfor er hans navnet blevet indgraveret.. sammen med  lillesøster Veras navn..
Og så gav det pludselig god mening..
Det var meget stort og følelsesladet at gå ned til guldsmeden og se Veras navn indgraveret mellem storebror L og lillebror V. hun er en del af min børneflok.. for 4 må være en flok:-)
Det var så dejligt at hente den nypudsede rangle med alle mine børn sammen med familiens børn.. De er alle 4 en del af familien:-)
.. det efterlader en god fornemmelse i maven...

Vera er en del af historien og vil blive nævnt og fortalt om til fremtidens dåbsforældre og børn..

Kaninen der stod på hovedet og den tilgroede have..

... visne blomster, mælkebøtter og ukrudt, afsvedne forårsblomster, blade, fuglebad uden vand osv... var hvad der mødte mig da jeg i aften kom op til Veras grav..  Hvornår jeg var her sidst? Ja, der var nok gået 14 dage.. men det plejer aldrig at se sådan ud!! Jeg plejer altid at blive positivt overrasket:)

Men denne aften i solnedgangens skær så det bestemt ikke indbydende og plejet ud.. det var ikke kun dårlig samvittighed der ramte mig mine tanker fløj også hen på områder jeg mindes på Assistens Kirkegården hvor statuetter, grave og træer er begroet med ikke plejede blomster.. Hvor stedet også signalerer at tiden er gået i stå... og hvor der også er smukke blomster midt i ukrudt:)

Jeg tændte stearinlys.. lod tankerne flyve op til Vera og fik hurtigt fjernet en stor del af ukrudtet og fik revet stenene udenom og straks ændrede graven igen karakter..
Stauderne er dog blevet ret vilde og kæmper om pladsen i den ene del af hjertet på graven og den anden del af hjertet er meget afsvedet og tørt/bart rundt om et nu opfyldt fuglebad...

Egentligt et godt symbol på mit indre lige nu og her, denne aften, før dagen i morgen d. 3. juni: Den ene del fyldt med frodighed, blomster og liv.. den anden side bar, udtørret og gold..

...Kaninen i Veras træ hang også på hovedet...

...men nåede at komme op og sidde trygt på sin gren igen, inden telefonen ringede, og der var en lille fyr der havde brug for sin mor... nu...

Mange følelser og tanker er på spil.. da det d. 3. juni, er 2 år siden Vera døde...
Dagen står så lysende klar, stærk og overmandende - fyldt med den dybeste sorg og stor stor kærlighed.

Jeg havde lyserøde blomster med op til Vera her i aften - blomster fra vores have til min lille datter...

Senere i dag (ja det er lige blevet d. 3. juni), når vi har sovet og vågner er dagen fyldt med besøg sammen med drengene hos dejlige mennesker, sammen med andre nære skønne mennesker... og det er sådan vi har det bedst på denne specille dag...

.. og når solen går ned i aften - sendes tanker op til den lille pige, vores elskede datter Vera, der fløj ud af vores arme i solnedgangen for 2 år siden...

Den lilla syrenbusk...

... i vores have er et symbol på en ganske særlig  lille pige - vores datter Vera der var her, på denne tid for 2 år siden..
Vi fik syrenbusken efter Veras begravelse til minde om, at hun var her mens syrenerne blomstrede.. En smuk og modig gave fra en barnsdomsveninde:)

..og det er lige nu den blomstre.. der lige midt i livet, omgivet af styltegående storebrødre - liv - grin og solskin..

 ..og lillebroderen der hygger i kravlegården... og som nu, er en måned ældre end hans storesøster blev.. og som pludre - smiler og stortrives..

Syrenen minder om tiden - de enestående øjeblikkene - med vores datter.. men også om, at hendes liv sluttede mens den blomstrede..  

Om en uge er det 2 år siden vi sad med Vera i armene og hun trak vejret for sidste gang.. og hvor vi lovede at vi nok skulle klare det... 

...og det gør vi på den bumpede vej, hvor omveje og bratte sving pludselig blev realiteter.. men også hvor hverdagen sniger sig mere og mere stationært ind... 

Så solskin - liv og glæde går hånd i hånd med sorgen og savnet lige her i vores have på denne skønne maj - sommerdag.. som er den sidste i en helt enestående pinseferie...
Det er ok lige nu i dag - det virker nærmest helt naturligt med de store modsatrettede følelser, som måske ikke er så uadskillelige...
Den overskyggende følelse, lige her i skrivende stund - hvor hele huset sover, er en inderlig stolthed over og dyb dyb kærlighed til mine 4 børn:) de 3 smilende og den lilla-blomstrende:)

Blomster pr. brev og varm kakao - det luner:)

I går, på Veras fødselsdag, ankom de fineste Blomster pr. brev, der havde rejst mange kilometer...

.. blomster og ord fra nogle ganske særlige mennesker - smuk og meget rørende tanke... Blomsterne kom med op til Vera i går eftermiddags...

..Det øs-pøsede ned da vi gik på fødselsdagsekspedition op til Veras gravsted - Det lille træ og paraplyerne gav dog fint ly - og kakaoen smagte dejligt...

En efter omstændighederne god, men selvfølgelig ekstrem hård og kontrastfyldt dag.. Men for os er traditionerne vi har skabt den bedste måde for os, lige nu,  at markere Veras dag på...

Vera 2 år

Da drengene vågnede blev de overraskede over at der var pandekager til morgenmad.. men det var der en ganske særlig grund til - idag er det nemlig d. 7. marts - 2 år siden Vera kom til verden. På morgenbordet stod et lille træflag...og der blev spist pandekager til den store guldmedalje..

..Og traditionerne (hvis man kan sige det efter at vi har gjort tingene en gang,  sidste år).. står helt tydeligt for drengene... "og så skal vi drikke varm kakao hos Vera".. og ja det er det vi skal.. sidst på eftermiddagen går vi alle op til Vera, sætter små flag, drikker varm kakao med flødeskum og spiser muffins.. og så står den på storebror/lillebror gaver.. og aftensmad med dem der er her:)

Da jeg havde afleveret L i børnehaven gik turen videre op til Vera, med fødselsdagsblomster..

Meget rørende at stå i køkkenet og binde buketten til en 2 års fødselar - min datters 2 års fødselsdag...For mig vokser Vera dog ikke fysisk, mit billede af min datter er min lille babyprinsesse på knap 3 måneder... Hver blomst er fyldt med kærlighed til Vera...

Det ganske særlige i år var at jeg havde Veras lillebror V med og trillede afsted med Veras røde barnevogn - Meget stort - dobbelt - kontrastfyldt og et mix af sorg, savn og glæde over at høre de dejligste lyde fra barnevognen.. Være midt i livets yderliggående kontraster...

Vinden bed i kinderne da jeg stod hos Vera - en 2 års fødselsdag plejer at være varm.. Men det er lige her på Veras sted at jeg kan fejre min datter på denne dag - hårdt og dejligt at mærke savnet bide...