Vi sad med Vera, fra kl. 15 til kl. 22.42 hvor hun døde.. Vi vidste fra om eftermiddagen at det var helt galt, men vi vidste ikke hvordan det ville ende og hvornår.. Men vi var der sammen T og jeg og vores lille datter som vi vidste, vi kun havde for en stund.. Det var meget barskt, men også ubeskriveligt smukt.. Vi fik fortalt hende "alt", sunget for hende, kysset og kigget, grædt, krammet osv. Inden hun døde kiggede hun os dybt ind i øjnene, som hun kun havde gjort få gange i sit liv, vi sagde til hende at vi elskede hende overalt på jorden, men at det var ok at hun gav slip.. og at vi nok skulle klare det.. Hun døde helt stille og uden "lidelse", åh hvor havde jeg frygtet at hun ville lide.. og det aller vigtigste vi var der og kunne se hvor fredeligt det skete, hun var hos os og de sidste øjne hun kiggede ind i var vores og det betyder rigtigt meget idag.. Jeg tog imod hende da hun blev født og holdt hende da hun gav slip..
Hun blev født først på natten d. 7. marts og hun døde i den smukkeste solnedgang.. hendes liv var 89 dage - hun levede et forår.. Det smukkeste og værste forår..
Da vi kørte hjem fra OUH denne juni nat, var det med en tomhed, en ekstrem tyngde, tårerne trillende ned af kinderne, tabet var tyngende.. Hjem til drengene der sov trygt i vores seng, vi puttede os ned ved siden af dem og lå bare lige der.. jeg tror hverken T eller jeg sov den nat.. Alle tanker og følelser kørte rundt.. og bevidstheden om at vi når de vågnede skulle fortælle drengene at Vera, deres lillesøster var død.
Vi havde forberedt dem på det og snakket med dem om det, da hun blev født og vi fandt ud af hvor syg hun var. Men at det blev virkelighed lige nu.. var umenneskeligt hård at ligge og tænke på.. og se de sødeste sovende drengeansigter..
Vi besluttede os for at drengene skulle have lov til at vågne stille og roligt og ikke få beskeden i sengen, men i sofaen i stuen..
Åh hvor var det hårdt at se deres reaktioner.. og deres sorg..
Glimt fra denne formiddag d. 4. juni 2010:
L lavede blomsterbuketter i sandet til Vera..
Mor, spurgte han der i haven: "er jeg så stadig storebror?" - åh et stort spørgsmål, men "Ja, L du vil altid være storebror til Vera, hun bor bare ikke her men i himlen.."
Et spørgsmål, han har vendt tilbage til mange gange...
..og B lavede en perleplade giraf til Vera. det skulle være en giraf, da giraffen er det højeste dyr og dermed kommer tættest på himlen hvor Vera er..
Han satte blomster i giraffen fra haven, og havde den senere med ud til Vera på sygehuset..
Da vera skulle begraves skulle giraffen dog ikke med i kisten, for mor "hvis jeg glemmer, at jeg har haft en lillesøster, kan jeg kigge på giraffen", så den står herhjemme på reolen..
Store tanker og ord fra to fantastiske storebrødre:-)
