Viser opslag med etiketten Veras Verden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Veras Verden. Vis alle opslag

29. maj 2012

Den lilla syrenbusk...

... i vores have er et symbol på en ganske særlig  lille pige - vores datter Vera der var her, på denne tid for 2 år siden..
Vi fik syrenbusken efter Veras begravelse til minde om, at hun var her mens syrenerne blomstrede.. En smuk og modig gave fra en barnsdomsveninde:)

..og det er lige nu den blomstre.. der lige midt i livet, omgivet af styltegående storebrødre - liv - grin og solskin..
 ..og lillebroderen der hygger i kravlegården... og som nu, er en måned ældre end hans storesøster blev.. og som pludre - smiler og stortrives..
Syrenen minder om tiden - de enestående øjeblikkene - med vores datter.. men også om, at hendes liv sluttede mens den blomstrede..  
Om en uge er det 2 år siden vi sad med Vera i armene og hun trak vejret for sidste gang.. og hvor vi lovede at vi nok skulle klare det... 
...og det gør vi på den bumpede vej, hvor omveje og bratte sving pludselig blev realiteter.. men også hvor hverdagen sniger sig mere og mere stationært ind... 
Så solskin - liv og glæde går hånd i hånd med sorgen og savnet lige her i vores have på denne skønne maj - sommerdag.. som er den sidste i en helt enestående pinseferie...
Det er ok lige nu i dag - det virker nærmest helt naturligt med de store modsatrettede følelser, som måske ikke er så uadskillelige...
Den overskyggende følelse, lige her i skrivende stund - hvor hele huset sover, er en inderlig stolthed over og dyb dyb kærlighed til mine 4 børn:) de 3 smilende og den lilla-blomstrende:)

12. januar 2011

En særlig gave..


..Fra Hverdagshjems enestående julekalender, er kommet med posten.. Jeg vandt dem her..
De fineste skatte: Det skønneste tørklæde, som nu bor om halsen på mig, i den lækreste kvalitet, en fantastisk kosmetikpung som nu bor i min taske - Begge ting er lavet med den fineste "finish" - De lækreste sager af høj kvalitet... De største anbefalinger fra mig:).. og i kosmetikpungen lå de fineste hjerte øreringe..Tusind tak Camille..
Øreringene bruges lige nu som broche på min cardigan:)
Da jeg (øv) ikke kan tåle at have huller i ørene..
Udover deres unikke skønhed - er jeg vild med navnet Miss Vera, der for mig har en speciel betydning
Disse "Miss Vera" ting har en ganske særlig plads hos mig...

31. december 2010

2010 vil altid være Veras år..

For mig vil 2010 stå for mig som Veras år. 2010 som blev et helt forkert år. Vi sprang ind i 2010 fuld af glæde og forventning om at vi lige om lidt var en familie på 5 herhjemme.. 2010 blev året hvor drømme og forventinger brast.. Året hvor vi fik lov at møde vores datter, men ikke kunne tage hende med hjem, Vi havde hende et forår, vi forsøgte at skabe en hverdag midt i splittelsen og i, at vi kun i små øjeblikke kunne være sammen som familie alle 5..
Selvom det er dybt forfærdeligt og ubærligt ikke at få lov til at beholde hende, er jeg dybt taknemmelighed for at vi fik lov at lære hende at kende.. og vi tager hende med resten af vores liv i vores hjerter..
Et øjeblik fra 4/4-2010 Vera og jeg.

2010 bliver aldrig glemt - det er det år der har føltes aller længst og samtidig er gået aller hurtigst..
Det var året hvor vi fik - havde og mistede vores lille datter.. og hvor jeg efterfølgende har holdt "Veras barsel", selvom man ikke har barsel når man mister et barn, men i mit hoved har det været Veras barse selvom hun ikke er her.. Det har været det eneste rigtige for mig, i respekt for mig selv, men ikke mindst i respekt for Vera - jeg har fået tid til at fordybe mig, tude, bare være og føle.. Og jeg har haft tid til at være der for drengene..

Nu er der 3 dage til at jeg skal ud i verden igen, den verden der for altid blev forandret d. 7. marts 2010.. Det har hele tiden været planlagt, at jeg skulle starte efter barslen på denne dag og at Torben så ville holde nogle måneder.. Jeg kan mærke at jeg glæder mig til at komme til at arbejde igen, selvom jeg ikke er i tvivl om at det bliver hårdt..

Jeg er dybt taknemmelig for min lille familie - os 4 her i huset og Vera i himlen.. Dybt taknemmelig for vores kærlighed og styrke.. og taknemmelig for at vi er omgivet af mange gode mennesker, der har været der og giver plads til at Vera er en del af vores liv. Taknemmelig for alle de ord, tanker, blomster og kærlighed vi har fået i løbet af året..
Jeg føler mig, så klar som jeg tror jeg kan blive, til at tage skridtet ud af 2010, fordi 2010 altid vil være en stor del af mig - det er i mig.. jeg er mor til Vera, min lille datter som aldrig bliver større, og som bor i himlen og i mit hjerte....2010 blev også det år hvor Vera fik en plads i familien, i os alle 4 og hverdagen selvom hun ikke er her fysisk.. Hun er vores Vera..
Og med denne følelse, vil jeg springe ind i 2011 med drengene og Torben ved min side og nyde øjeblikke......................................Godt Nytår til alle..

24. november 2010

Bloggen "Veras Verden"

Midt i rejsen tilbage mod hverdagen, oplever jeg at der er en masse tanker og ord om Vera der fylder indeni - jeg kan mærke at jeg har brug for at få dem ud i verden.

Derfor er bloggen "Veras Verden" opstået i dag.. Jeg ved ikke helt hvordan jeg vil bruge den.. men jeg tænker at den kan ses som en "søster" til min blog "jeg holder af hverdagen", hvor fokus er hverdagen og livet "lige nu og her" der fylder..
Vera er en del af vores hverdag, og dermed også en del af min anden blog, men jeg kan mærke at jeg har brug for en blog hvor omdrejningspunktet er Vera - et sted hvor der er  plads til tanker, ord og flere detaljer om "det at miste en datter" og at være mor til en pige der bor i himlen - En blog til mine tanker om sorg, angst, minder og "fantastiske øjeblikke", tro, død, søskendesorg, bearbejdelse.. og alt det andet der følger med når man bliver mor til et barn der er for syg til at blive i denne verden...