Vores lille Vera blev døbt d. 10. marts, 3 dage gammel på OUH, efter vi havde været til samtale med lægerne der ikke vidste hvad fremtiden ville bringe..
De kunne ikke sige om det lige pludselig ville gå ned af bakke og hun måske ville komme i respirator.
De havde ingen diagnose og vidste ikke hvad morgendagen ville bringe..
Derfor valgte vi at hun skulle døbes samme dag, om aftenen.. Det var vigtigt for os, at hun blev døbt og det betød meget for os at vi ville kunne bære hende .
Vi havde tidligere talt med vores præst og hun ville gerne døbe Vera, vi skulle bare ringe når vi vidste hvornår det skulle være.
Det betød meget at det var vores egen præst der døbte Vera. Vi ringede rundt til familien og min bedste veninde og alle kom fra Nord, syd, øst og vest...
Jeg bar hende og hun blev døbt i vores familiedåbskjole der er mere end 100 år gammel..Det betød meget at hun blev døbt i denne kjole som hendes storebrødre B og L, jeg, min mor, min mormor og familie endnu længere tilbage er døbt i. Min mor havde købt det lyserøde bånd og fundet kjolen frem i hast..
Vi var alle meget påvirkede ikke mindst drengene. Ubeskriveligt hårdt at se sine børn i denne situation. Alle dem de har tættest på græd og var kede af det. Vi oplevede at de reagerede meget forskelligt på denne sorg - at Vera var så syg.
Vi oplevede at vores ældste søn, B på 6 år, på et splitsekund blev 3 år ældre, han talte meget voksent, var meget artig og fornuftig og så meget bange ud i øjnene hele tiden.. L blev rigtig fjollet/"bimset" og kunne slet ikke være nogle steder. Åh hvor var det hårdt at se sine ellers helt almindelige drenge være ramt på denne måde.. Åh hvor ville jeg ønske at jeg kunne tage sorgen fra dem, men det var ikke muligt - vi stod midt i det største mareridt og der skulle vi være lige nu. Det eneste vi kunne var at kramme dem rigtigt meget og være der for dem i så stor udstrækning det var muligt..
Vi lagde meget vægt på, at det var vigtigt til Veras dåb, at drengene ikke blev tysset på eller irettesat o.l. De måtte være lige som de var, der hvor de var lige nu! Der er bare ingen opskrift på hvordan man som 3 og 6 årig skal være til sin meget syge lillesøsters helt forkerte barnedåb.. Vores fantastiske præst var helt med på det og det blev en MEGET rørende dåb...hvor der var rum og plads til os alle store som små..
Vi var ramt og knust - virkeligheden var ubeskrivelig uvirklig" og vi græd mange tårer sammen med familien, men barnedåben var ufatteligt smuk og livsbekræftende.. Vera fik mange tårer men også smil.. Barnedåben bebudede "begyndelsen" lige nu og her - det var vigtigt for os.. selvom mørket lurede lige om hjørnet...
Da jeg stod der med Vera, min lille datter, stod verden stille, det var kun 3. gang jeg holdt hende siden hun blev født - et ubeskriveligt fantastisk øjeblik - jeg var så stolt og rørt... Jeg bar min datter som jeg havde båret i 9 måneder og som ikke kunne få lov at blive her ret længe.. Jeg sugede hende og øjeblikket til mig og håbede på et mirakel..
