Savn..

jeg fantastisk øjeblik!

Tårerne triller.. Jeg røres meget af netop dette billede (fra Veras dåb på H5) - jeg kan mærke stoltheden som mor og glæden ved at bære min lille dejlige pige, min Vera ved dåben - jeg kan mærke øjeblikket som var det i går - at få lov og mulighed for at stå med hende, disse kostbare minutter (jeg nød det helt ud i fingerspidserne, midt i sorgen og alle tårerne). Vi vidste ikke hvad fremtiden ville bringe om denne dag ville være den sidste.. Øjeblikkene med Vera i favnen blev efterfølgende flere og blev også til timer.. men hvert og et blev nydt.. da vi ingen vished om fremtiden havde..
Jeg er så usigelig stolt over at være mor til 3, og stolt over at være Veras mor selvom det var på en helt forkert måde.. En stolthed der denne dag ved dåben blev spejlet i familien omkring os.. de så på Vera og mig som Veras mor og på vores lille familie på 5. At blive set med sin datter og som en familie på 5 var kostbart og ubeskriveligt dejligt (selvom vi vidste at det var på lånt tid).
Disse minder koster mange tårer men også dyb dyb kærlighed og et kæmpe ønske om at øjeblikket kunne sættes på pause..

Jeg savner at være sammen med Vera, savner at nysse hende, holde hende, kigge på hende, dufte hende.. Savner at se hende.. Savner at sige at det er Veras mor, når jeg ringede ud på afdelingen osv.
Savner alle de små ting..
Nogle gange føles det som en drøm at hun har været her.. Men savnet - sorgen og tomrummet vidner om en enorm kærlighed og en lille prinsesse, min prinsesse, der var her..

Juleaften 2010

.. juleaftensdag.. tog vi op til Vera sidst på formiddagen.. Åh det var svært at komme afsted.. Fordi det er så ufatteligt hårdt at hun ikke er hos os..

De smukkeste blomser fra Veras onkel og tante.. det betyder så ufatteligt meget:)

Da vi kom kom derop lå denne smukke buket fra Veras mormor og morfar.. Meget rørende..

lyserøde blomster fra Veras mormor og morfar..

.. vi flyttede sne og kom ned til Veras sten og lagde blomster fra os og gaver.. Vinden blæste, sneen føg, tårne trillede og kærligheden omkransede det hele..

Drengene var også dybt berørt - vi holdt om:)

Et hjerte dukkede frem

I hjertet bestemte Ludvig at der skulle stå alle vores navne..

åh.. hvor er det bare helt forkert at Vera ikke er hos os... Jeg savner hende i øjeblikke så det flår i hjertet..

...og hvor var det svært at skulle gå derfra igen.. Livet er blevet ekstremt kontrastfyldt.

Der er en ganske særlig magi ved Veras grav - det er et helt fantastisk lille sted og det er vores lille sted.. Juleaften dækket af den fineste hvide sne og denne dag iskold.. vores andet sted er ikke langt derfra, vores hus - her var der denne dag - juleaften - ekstremt varm.. og fyldt med liv..

..og her holdt vi en dejlig juleaften.. med de skønneste nisser - familie og hygge..

Vera var med i snakken og tankerne.. og det gør for os at øjeblikke også, ærligt, kan indeholde ekstrem hygge..

Fra god Veninde i min julegave - et hjerte til Vera - det betyder ufatteligt meget..
..og hænger nu i hendes lille træ..

..Godt også at være forbi i dag, 1. juledag, oppe at ryste sne af blomsterne og tænde lys sammen med Veras mormor:).

Tænder lys for Vera og savner hende..

Savnet er enormt.. det ligger "lige indenfor" opmagasineret forrest i mit hjernebibliotek.. Jeg tænker "hele tiden"på Vera - eller det gør jeg selvfølgelig ikke.. men hun er hele tiden med og popper "frem og tilbage".. det er så svært at forstå at vores lille datter skulle være så syg, for syg til at komme med hjem og også for syg til, at være i denne verden.. Jeg er så glad for at være lige her, men jeg savner Vera. Savner min lille skønne datter. Jeg savner, at holde hende, kysse hende, dufte hende.. I morgen d. 3. december, er det et halvt år siden, at Vera døde, det føles, på den ene side, som om det var i går og, på den anden side føles det, som om det er meget længere siden.. Vera var i verden i 89 dage og der blev tiden en anden, minutter kunne føles som timer og dage kunne gå som minutter.. og det er som om noget af denne tidsopfattelse, er fulgt med og har ændret min verden..
Øjeblikke kan vare evigheder og nærværet er blevet meget intenst... Jeg nyder drengene helt ud til fingerspidserne, men i denne nydelse ligger også savnet, savnet til Vera og den hverdag vi skulle have haft lige her sammen med hende...