Jul hos Vera

Der har stået stauder i blomst hos Vera lige indtil starten af december, så granpyntningen blev lidt senere i år:) Det var bare T og jeg en frostkold formiddag:)

Hver grankvist er lagt med masser af tanker og kærlighed - til vores lille Vera.

Selvom tiden gør at Vera får en mere stabil plads i hjertet - flår og river sorgen og savnet stadig i øjeblikke - savnet over at hun ikke er hos os lige her og vi også skulle tænke i julegaver fra BR til hende.. og ikke købe "julegaver" i form af granbundter til graven...

Kære Vera - du er elsket og savnet og selvom hverdagen igen er blevet noget vi holder af og som nærmer sig den der var engang - er alt forandret og du er med i det hele:)

Allerehelgens gudstjeneste

...Var til den smukkeste gudstjeneste i vores lille kirke i dag, mig og drengene... Vores præst er bare ganske særlig, hun døbte og begravede Vera - og  hun rammer mig det helt rigtige sted.. og så er der plads til drengene - plads til at være brødrene til Vera.. Plads til at være i kirken og det skaber ro:)
Allerhelgens gudstjenesten er bare ganske særlig og meget smuk - at mindes dem vi har mistet.. Alt var så anderledes end sidste år.. Stærkt - men sorgen og savnet sad et andet andet sted i kroppen - Jeg nød øjeblikket - stilheden - salmerne og at sidde med mine skønne drenge og bare være lige der...
Vi tændte lys og stillede perleplader hos Vera.. og så stod den ellers på lego, kort og kanelsnegle:)

Morgenstund dagen før dagen :(

Var et smut på kirkegården ganske tidligt i morges, i dag d. 2. juni, bare mig, jeg nød at gå og nusse, nippe og rive... solens spæde stråler ramte mig og jeg kunne dufte og mærke at det bliver en varm dag...

Jeg nød at være lige der - I "nærheden" af min lille datter... som i morgen for et år siden trak vejret for sidste gang i mine arme... Åhhh hvor jeg savner hende... Hun skulle være lige her...

Der er så meget der er helt forkert og meget jeg ikke kan.. Men en af de ting jeg kan er at passe Veras lille plet og komme med blomster til Vera:) Det varmer en lille smule i det store rungende sviende savn og tomrummet i mit hjerte...

Det vokser og gror..

på Veras gravsted.. Jeg er vildt imponeret over hvor hurtigt det er gået.. siden den kolde dag i april hvor vi anlagde gravstedet... men mange timers sol - mange vandkandetårer og tusindvis af tanker..

..Og det er blevet lige som jeg havde i tankerne.. (selvom jeg ikke havde et klart billede - dette er meget svært når man bestemt aldrig har tænkt i gravsteder eller i sit vildeste mareridt tænkt at man skulle anlægge sin datters gravsted)... Men midt i det forkerte og meningsløse,  føles det rigtigt, Veras sted.. a'la Skovbunds-, eventyr-, pige- sted... Et sted med små finurligheder og miniature frodighed.. Et sted der er rart at være, hvis man kommer forbi som alf, eller mariehøne eller...

..men for f..... hvor ville jeg ønske at hun var her hos os, og at jeg kunne udleve min kærlighed til Vera her lige midt i hverdagen (som så ikke ville føles bombet i stykker).. Men sådan er det ikke.. Min kærlighed til Vera går gennem hjertet og gennem det jeg kan forme, vande og passe. På Vera sted.. Jeg oplever behovet for at komme på kirkegården meget svingende.. I øjeblikket kigger jeg dagligt forbi.. smutter lige op til Vera når drengene er puttet eller på andre passende tidspunkter... Jeg nyder at have et sted at gå hen - der er ganske særligt lige der på Veras sted.. og så er det rart at kunne sige at jeg lige smutter op til "Vera"...

Solen faldt på Vera..

I vores ene badeværelse - denne aften.. Lige i det øjeblik hvor den er ganske stærk:)

Påske hos Vera

På Veras kirkegård - springer de fineste blomster op af græsset, i stenene osv..

Aftenstund - drengene er på ferie..

Lysende pinseliljer... smukt..

Nye "kommende" lyserøde stauder er plantet

Jeg synes det er dejligt at være på kirkegården om aftenen - der er en ganske særlig stemning
Det havde jeg aldrig troet jeg ville foretrække - men jeg føler mig tryg...
Vores 2. dejlige lille plet på denne jord..

Et dejligt møde...

I dag mødte jeg pludselig en ganske særlig sygeplejerske.. En sygeplejerske der har en ganske særlig plads..
Jeg var ved at købe gave til min bror, da hun pludselig stod lige foran mig..

Denne  sygeplejerske er ganske særlig...Et meget empatisk og dejligt menneske..
...og så var det hende der var Veras sygeplejerske.. den aftenvagt i juni.. på H5
hvor Vera trak vejret for sidste gang... og vi mistede hende i den smukkeste solnedgang.. Hun var der nærværende, når der var behov for det og "som en flue på væggen" og usynlig når der var behov for dette..

Hvor var det skønt, at kunne give hende et knus her knap 1 år efter denne dag vi aldrig vil glemme..
..At kunne kigge hende i øjnene og sige Tusind tak fordi hun var der og fordi hun er den hun er..

Før og Efter

I går tog vi et nyt skridt til at anlægge Veras gravsted mere permanent - og vi var ikke i tvivl hjertet skulle omkranse hendes sted:)

FØR: Veras vintergravsted

EFTER: Et hjerte er blevet til:) skabt i kærlighed..

Et hjerte bliver til..

.. i går oppe hos Vera..

Ludvig var godt igang med den lille skovl

hjerteskabelonen:)

Der hamres, bankes og køres med traktor (på stenkanten)
Drengene var med en lille stund efter børnehave/skole..

Der bæres blomster - med tungen lige i munden

blæsende vejr og dramatisk himmel

Et hjerte er blevet til..
pludselig brød solen frem.. et øjeblik..

Mange mange tanker til Vera...

Det lille nye fuglebad... Drengene er vilde med at fylde det med vand:)

Tiden er ved at være inde..

inde til at anlægge Veras gravsted, mere permanent..
Vi er ved at være der både mentalt og mere praktisk hvor vi skal være - ved at have formet ideen, gennem mange tanker.. og vi har købt forskellige ting.. og lavet en skabelon..
Skabelonen og stenene ligger i Berlingoen.. Så nu sker det snart... Vi tager det næste skridt..

Glimt fra dagen i går..

Glimt fra d. 7. marts 2011 - dagen hvor Vera ville være blevet 1 år..

Det blev den smukkeste solskinsdag..

Morgenbesøg, bare T og jeg, imens vi stod der kom lyset pludselig - det smukkeste syn - meget rørende...

Drengene pyntede senere med perleplader og flag, vi drak varm kakao, spiste lyserøde muffins med familie, og var bare der sammen, i sorgen og kærligheden, der i solen, på Veras sted, på kirkegården - både med smil og tårer på kinden. 

I den flotteste solnedgang.. tændtes lys...
Himlen var bragende pink og usigelig smuk, denne mandag aften i marts, efter en af de første forårsdage, det kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det var der en ganske særlig grund til...

Dagen idag er Veras...

..Efter at have kørt spider-bat (der er fastelavnsfest i børnehaven idag, hvor L, efter egen ide, er klædt ud som spiderman med batmankappe) og B afsted...
..Var vi oppe med det lille flag og blomster hos Vera.. Der var skygge på hendes sted da vi kom.. men pludselig faldt solensstrålerne på hendes lille høj..Et dejligt syn..

Solen skinner fra en skyfrihimmel - en smuk og hård dag idag..

I dag ville Vera være blevet 1 år...

Hullet i hjertet - Dagen før Veras fødselsdag..

Lige nu er jeg helt alene hjemme.. Drengene og Torben er taget på "eventyr".. og jeg har de sidste timer nydt bare at tusse rundt og bare "være" og forberede mig lidt til Veras fødselsdag i morgen.. Nyder stilheden og pladsen til alle følelser..
Jeg har været at være på kirkegården og gøre Veras sted fint til i morgen.. Det lykkedes mig at grave det fineste stenhjerte ned i jorden, det skulle 40 cm ned, et stenhjerte hvor der er en vase til blomster i midten.. Jeg lagde stenen Ludvig har malet over hullet i stenhjertethjertet (vasen) da blomsterne først skal i i morgen.. Hullet i hjertet - også i stenhjertet, det havde jeg ikke tænkt på før jeg skrev det nu.. Jeg plantede også vintergækker fra vores have på hendes lille høj..
Jeg har lige bundet den fineste buket til Vera, den dufter skønt og er i søde pigefarver; lyserøde nuancer, hvid og gul.. Roser, tulipaner og duftranke..Det var med tårer ned af kinderne og med stor kærlighed og et hav af tanker jeg bandt den.. Blomster til min datter.. det er helt forkert men i denne "omvendte verden" er det noget af det jeg kan.. Jeg kan sætte blomster på Veras grav.. Men det fjerner ikke hullet..

Buketten til Vera til hendes 1 års fødselsdag

Masser af fodspor...

Da Torben og jeg i går eftermiddags var oppe ved Veras grav, blev vi mødt af det skønneste syn.. Der lå stadig en smule sne og den afslørede mindst 10 forskellige støvleaftryk fra små 3-4 års fødder:) Der havde været besøg...

Og ganske rigtigt, Ludvig havde været med lillegruppen i børnehaven på besøg.. Han havde sagt til en af pædagogerne, noget med at han havde en aftale om at gå derop - og den greb de straks og drog afsted..

Han havde stolt, igen, vist Veras sted frem; englene, stenen han havde været med til at male, tingene i træet osv...

Veras 1/2 års fødselsdag storebrødrene sætter flag hos Vera

For et år siden var jeg højgravid lige nu - og vi ventede spændt på at møde vores lillesøster..
På mandag ville Vera være blevet 1 år - for et år siden havde jeg allerede set denne dag for mig.. (utroligt hvor meget man når at drømme om og tænke i en graviditet)
På mandag er det Vera fødselsdag, men den skal fejres uden hende her - det er hårdt i disse dage - savnet svier og kroppen er tungere end ellers..

lyset brænder stadig:)

I eftermiddag var jeg forbi Veras grav.. Jeg blev rigtigt glad over at blive mødt af et brændende lys.. Det har brændt siden jeg tændte det i går ved middagstid.. En dejlig tanke, at hverken vind, rusk eller regn har slukket det..

glimt fra i går hos Vera..

Selvom det bare er en lille ting.. Blev jeg bare så glad over at se at det røde lys stadig brændte.. :)

Savn..

jeg fantastisk øjeblik!

Tårerne triller.. Jeg røres meget af netop dette billede (fra Veras dåb på H5) - jeg kan mærke stoltheden som mor og glæden ved at bære min lille dejlige pige, min Vera ved dåben - jeg kan mærke øjeblikket som var det i går - at få lov og mulighed for at stå med hende, disse kostbare minutter (jeg nød det helt ud i fingerspidserne, midt i sorgen og alle tårerne). Vi vidste ikke hvad fremtiden ville bringe om denne dag ville være den sidste.. Øjeblikkene med Vera i favnen blev efterfølgende flere og blev også til timer.. men hvert og et blev nydt.. da vi ingen vished om fremtiden havde..
Jeg er så usigelig stolt over at være mor til 3, og stolt over at være Veras mor selvom det var på en helt forkert måde.. En stolthed der denne dag ved dåben blev spejlet i familien omkring os.. de så på Vera og mig som Veras mor og på vores lille familie på 5. At blive set med sin datter og som en familie på 5 var kostbart og ubeskriveligt dejligt (selvom vi vidste at det var på lånt tid).
Disse minder koster mange tårer men også dyb dyb kærlighed og et kæmpe ønske om at øjeblikket kunne sættes på pause..

Jeg savner at være sammen med Vera, savner at nysse hende, holde hende, kigge på hende, dufte hende.. Savner at se hende.. Savner at sige at det er Veras mor, når jeg ringede ud på afdelingen osv.
Savner alle de små ting..
Nogle gange føles det som en drøm at hun har været her.. Men savnet - sorgen og tomrummet vidner om en enorm kærlighed og en lille prinsesse, min prinsesse, der var her..

Forventningens glæde

Det var lige midt i vores sommerferie på Bornholm i juli 2009 at vi fandt ud af at vi ventede os.. En ganske særlig lykke og glæde lå over denne ferie..

Åh hvor er det uforståeligt at denne sprudlende lykke og forventning ville efterfølges af så mange tårer og en overmandende sorg i vores lille familie..

Sygehuskuller..

..Åh.. 89 dage på Ouh, Vera var i bedøvelse det meste af tiden.. Vi sad med hende, badede hende, puslede hende.. men der var også uendeligt mange timer hvor vi bare var der...
Sad og kiggede på Vera.. og skrev og.. bare var der... vores datter var fanget lige der midt mellem alle maskinerne..

Nogle gange "sov" Vera uafbrudt (da hun lå i bedøvelse)

Åh.. jeg er ikke i tvivl om at jeg i perioder fik sygehuskuller.. og det at bo på Ouh i så mange dage har også givet mig sygehuskuller på dybere plan..
så dybt at det også indvirker på mit arbejde.. for f.... hvor er det bare hårdt at være sygeplejerske og så skulle gennemgå dette og tilbage igen i sygehusverden..
Den verden der ikke kun er min arbejdsverden, men pludselig "for mig" også Veras verden. Den minder mig om alt det jeg mistede og min sorg... ØV...Hvor er det svært..

En særlig gave..

..Fra Hverdagshjems enestående julekalender, er kommet med posten.. Jeg vandt dem her..
De fineste skatte: Det skønneste tørklæde, som nu bor om halsen på mig, i den lækreste kvalitet, en fantastisk kosmetikpung som nu bor i min taske - Begge ting er lavet med den fineste "finish" - De lækreste sager af høj kvalitet... De største anbefalinger fra mig:).. og i kosmetikpungen lå de fineste hjerte øreringe..Tusind tak Camille..

Øreringene bruges lige nu som broche på min cardigan:)
Da jeg (øv) ikke kan tåle at have huller i ørene..

Udover deres unikke skønhed - er jeg vild med navnet Miss Vera, der for mig har en speciel betydning
Disse "Miss Vera" ting har en ganske særlig plads hos mig...

sorg gemt i manges historier

Min mormor fortalte mig igår for første gang, sådan rigtigt om hendes lillebror. jeg har altid vidst at hun havde 7 søskende, men at den en lillebror var død meget tidligt.. Jeg har aldrig hørt mere.. Men igår fortalte hun lidt mere om Viggo og hvor forfærdeligt det var at han døde..Jeg har indtil igår aldrig hørt hans navn, og ikke tidligere spurgtb om det..Min oldemor havde født Viggo hjemme.. noget tid efter fik de begge lungebetændelse og kom på sygehuset, hvor Viggo, var så syg at han døde og mormors mor (Mary)blev rask og kom hjem..

Sorg var ikke noget man snakkede om dengang, eller ihvertfald ikke i deres familie, men mormor fortalte for første gang hvor kede af det hendes mor og far havde været..

Det rørte mig meget.. også at mormor blev ved med at sige.. men man skulle jo videre og dengang var det naturligt at man mistede børn..

Men tænk engang at opleve den sorg og skulle leve videre uden snak og bearbejdelse...

Jeg oplever at efter vi har mistet Vera er der flere, man ikke anede havde været ude for store sorger, der pludselig betror en deres historie..

..og der er sorg gemt i mange historier.. ligesom der er glæde, lykke, håb osv..

Nattetanker om rolleskift og enestående sygeplejersker/læger..

Vågnede for lidt siden..4.30..følte mig udhvilet og klar, og spændt på igen at træde ind i sygehusverdenen.. Igen som fagperson..som sygeplejerske.. Om 2 timer starter jeg på arbejde - 1. arbejdsdag efter vi mistede Vera.
Åh, hvor har det været specielt og ubeskrivelige at være og bo på Ouh, som mor/pårørende i 89 dage. At være på den "anden side" - uden kittel og muligheden for at kunne "holde fri" efter 37 timers arbejdsuge..
Jeg lå og tankerne kom vidt omkring, lige før - men fokus var alle de enestående sygeplejersker og læger der passede, behandlede og var omkring vores lille datter - vores Vera.. Alle dem der "havde vores datters liv i hænderne".. I knap 3 måneder var H5 på Ouh vores andet hjem.. og jeg kan ikke forestille mig en bedre afdeling, fra vi trådte ind følte jeg mig velkommen og båret i den ekstreme situation vi var i.. Der var mange sygeplejersker, der kom helt tæt på og har gjort en kæmpe forskel for os.. både på godt og ondt.. men 95 % godt.. Den omsorg der var overfor Vera og os, og ikke mindst den åbenhed og ærlighed.. og at de kunne rumme hvor komplekse følelser der opstår, når man har så sygt et barn...
Det vanskelige synes jeg er, at disse sygeplejersker/mennesker var en så stor og intens del af vores og Veras liv og pludselig ser man dem ikke igen.. Vi har tilbragt så mange timer sammen og de har alle set vera mere end vores nærmeste familie og venner.. Det er med dem vi har oplevet de bedste og værste øjeblikke..
De er tit i mine tanker, disse særlige sygeplejersker og læger, og vil altid have en særlig plads.. fordi de var "mine hænder" og "øjne" når jeg ikke var hos Vera...

Et nyt år..en mærkelig følelse..

For et år siden gik jeg en tur rundt i vores lille by, forbi vores lille kirke - Jeg var gravid og var netop gået på barsel.. 

Idag gik jeg en tur rundt i vores lille by.. Men nu går jeg ikke forbi vores kirke, nu åbner jeg lågen og går "hjemmevandt" ind til Veras sted, vores sted.. Det er meget uvirkeligt midt i virkeligheden.. og  om 2 dage vender jeg tilbage fra min "barsel".. Men jeg har ikke nogen datter der skal starte i dagpleje.. Åh denne tanke smerter.. Men er for mig nødvendig at være i, i øjeblikke, for at kunne være i den hverdag jeg nu har...

I dag tittede sten, buketter og gran igen frem.. Det har været meget specielt at opleve at pynte graven, blive overmandet af sne, dage hvor "granenglen" igen dukker frem.. og så igen enorme snemasser..
og så idag på årets første dag.. skinnede solen og smeltede sig et godt stykke ned..

Åh hvor jeg savnede Vera i går, hun skulle have siddet på armen.. og sprunget med os ind i det nye år...