Vågnede for lidt siden..4.30..følte mig udhvilet og klar, og spændt på igen at træde ind i sygehusverdenen.. Igen som fagperson..som sygeplejerske.. Om 2 timer starter jeg på arbejde - 1. arbejdsdag efter vi mistede Vera.
Åh, hvor har det været specielt og ubeskrivelige at være og bo på Ouh, som mor/pårørende i 89 dage. At være på den "anden side" - uden kittel og muligheden for at kunne "holde fri" efter 37 timers arbejdsuge..
Jeg lå og tankerne kom vidt omkring, lige før - men fokus var alle de enestående sygeplejersker og læger der passede, behandlede og var omkring vores lille datter - vores Vera.. Alle dem der "havde vores datters liv i hænderne".. I knap 3 måneder var H5 på Ouh vores andet hjem.. og jeg kan ikke forestille mig en bedre afdeling, fra vi trådte ind følte jeg mig velkommen og båret i den ekstreme situation vi var i.. Der var mange sygeplejersker, der kom helt tæt på og har gjort en kæmpe forskel for os.. både på godt og ondt.. men 95 % godt.. Den omsorg der var overfor Vera og os, og ikke mindst den åbenhed og ærlighed.. og at de kunne rumme hvor komplekse følelser der opstår, når man har så sygt et barn...
Det vanskelige synes jeg er, at disse sygeplejersker/mennesker var en så stor og intens del af vores og Veras liv og pludselig ser man dem ikke igen.. Vi har tilbragt så mange timer sammen og de har alle set vera mere end vores nærmeste familie og venner.. Det er med dem vi har oplevet de bedste og værste øjeblikke..
De er tit i mine tanker, disse særlige sygeplejersker og læger, og vil altid have en særlig plads.. fordi de var "mine hænder" og "øjne" når jeg ikke var hos Vera...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar