Glimt fra dagen i går..

Glimt fra d. 7. marts 2011 - dagen hvor Vera ville være blevet 1 år..

Det blev den smukkeste solskinsdag..

Morgenbesøg, bare T og jeg, imens vi stod der kom lyset pludselig - det smukkeste syn - meget rørende...

Drengene pyntede senere med perleplader og flag, vi drak varm kakao, spiste lyserøde muffins med familie, og var bare der sammen, i sorgen og kærligheden, der i solen, på Veras sted, på kirkegården - både med smil og tårer på kinden. 

I den flotteste solnedgang.. tændtes lys...
Himlen var bragende pink og usigelig smuk, denne mandag aften i marts, efter en af de første forårsdage, det kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det var der en ganske særlig grund til...

Masser af fodspor...

Da Torben og jeg i går eftermiddags var oppe ved Veras grav, blev vi mødt af det skønneste syn.. Der lå stadig en smule sne og den afslørede mindst 10 forskellige støvleaftryk fra små 3-4 års fødder:) Der havde været besøg...

Og ganske rigtigt, Ludvig havde været med lillegruppen i børnehaven på besøg.. Han havde sagt til en af pædagogerne, noget med at han havde en aftale om at gå derop - og den greb de straks og drog afsted..

Han havde stolt, igen, vist Veras sted frem; englene, stenen han havde været med til at male, tingene i træet osv...

Veras 1/2 års fødselsdag storebrødrene sætter flag hos Vera

For et år siden var jeg højgravid lige nu - og vi ventede spændt på at møde vores lillesøster..
På mandag ville Vera være blevet 1 år - for et år siden havde jeg allerede set denne dag for mig.. (utroligt hvor meget man når at drømme om og tænke i en graviditet)
På mandag er det Vera fødselsdag, men den skal fejres uden hende her - det er hårdt i disse dage - savnet svier og kroppen er tungere end ellers..

Juleaften 2010

.. juleaftensdag.. tog vi op til Vera sidst på formiddagen.. Åh det var svært at komme afsted.. Fordi det er så ufatteligt hårdt at hun ikke er hos os..

De smukkeste blomser fra Veras onkel og tante.. det betyder så ufatteligt meget:)

Da vi kom kom derop lå denne smukke buket fra Veras mormor og morfar.. Meget rørende..

lyserøde blomster fra Veras mormor og morfar..

.. vi flyttede sne og kom ned til Veras sten og lagde blomster fra os og gaver.. Vinden blæste, sneen føg, tårne trillede og kærligheden omkransede det hele..

Drengene var også dybt berørt - vi holdt om:)

Et hjerte dukkede frem

I hjertet bestemte Ludvig at der skulle stå alle vores navne..

åh.. hvor er det bare helt forkert at Vera ikke er hos os... Jeg savner hende i øjeblikke så det flår i hjertet..

...og hvor var det svært at skulle gå derfra igen.. Livet er blevet ekstremt kontrastfyldt.

Der er en ganske særlig magi ved Veras grav - det er et helt fantastisk lille sted og det er vores lille sted.. Juleaften dækket af den fineste hvide sne og denne dag iskold.. vores andet sted er ikke langt derfra, vores hus - her var der denne dag - juleaften - ekstremt varm.. og fyldt med liv..

..og her holdt vi en dejlig juleaften.. med de skønneste nisser - familie og hygge..

Vera var med i snakken og tankerne.. og det gør for os at øjeblikke også, ærligt, kan indeholde ekstrem hygge..

Fra god Veninde i min julegave - et hjerte til Vera - det betyder ufatteligt meget..
..og hænger nu i hendes lille træ..

..Godt også at være forbi i dag, 1. juledag, oppe at ryste sne af blomsterne og tænde lys sammen med Veras mormor:).

Julegaven..

Vi juler, og køber gaver, hygger.. som vi plejer i december.. Med midt i alt glæden er der et tomrum - en der mangler. Vi skulle have haft Vera, vores lillesøster og datter lige her. Vi skulle have været 5 denne jul og Vera skulle opleve sit første juletræ.. Det stikker af smerte og det koster tårer at virkeligheden er en anden.. Der skal kun findes drengeskjorter frem, ikke en lille kjole.. Åh hvor ville jeg ønske at virkeligheden var en anden.. Den som vi havde tænkt os til, drømt om og regnet med..

Men midt i tomhedsfølelsen, er også en ekstrem taknemmelighed og ekstrem "nydelse af drengene, Torben og øjeblikket"..

I aften kom juletræet ind for at dryppe af, smide sne frakken, så det er klar til at blive pyntet i morgen, som vi har tradition for..

Træet blev beskåret lidt og tilpasset, og af dette gran lavede jeg en lille krans til Vera, det føles så rigtigt at hun får en lille del af juletræet op på sin grav juleaften.. Som et symbol på at vi er en familie på 5, og som starten på en ny tradition, det er så helende for mig at gøre noget, skabe noget.. Kransen er fyldt med tanker om og til min lille datter, af tårer og kærlighed...

...og Veras julegave er denne lille baby svøbt i englevinger, det ser så dejligt ud at ligge lige der, og jeg er sikker på at Vera er sådan et dejligt sted.. Det lille barn svøbt i englevinger og kransen fra juletræet, tænker jeg, at går vi op med på Veras grav juleaftens formiddag.. og tænder lys for hende:)

Bertram kiggede dog undrende på mig da jeg sagde at det var en gave til Vera, men mor; "hun kan jo ikke åbne den" og det er jo rigtigt:) Da jeg sagde, at det var en gave til hendes grav, var han helt med på det og synes det var en god ide.. Ludvig vil gerne ligge alle de lilla sten deroppe.. Drengene er vildt betaget af gaven og synes det ligner Vera:)

2# Øjeblik

I går sagde Bertram; "Vera er englen" i min juleby, han har en lille bitte glasengel stående, og lige efter det sagde han "Mor kan du huske da vi malede din mave, da Vera lå inde i den?".. "Om jeg kan..." ..og så snakkede vi om Vera, om engle, hvad han tænkte på osv. Sådan er det meget, Vera popper op og bliver nævnt, både af drengene og os, så stopper vi op og snakker.. nogle gange bliver det med smil, andre gange med tårer..og alt er ok..

jeg får tårer i øjnene af at se dette billede - men også glæde og stolthed over mine 3 børn...

.. "og om jeg kan huske at de malede min mave".. .. Ja det er printet ind i min bevidsthed.. Det var et  ganske særlige øjeblikke, med 2 kommende stolte storebrødre og forventningens glæde - glæden over snart at skulle møde deres lillesøster..
Jeg rammes i hjertet af drengenes kærlighed og omsorg til deres søster - Vera kunne ikke ønske sig bedre brødre..

1# øjeblik

..Da drengene sad med deres lillesøster Vera for første gang, det var helt forkert at var så syg og at hun ikke, som vi havde snakket om og forberedt dem på, kom med os hjem og skulle bo, og at hun ikke vækkede os om natten, at hun ikke græd.. men bare sov (sovemedicin) det meste af tiden.
Det var først ved det 10. besøg hos Vera, hvor dette billede er taget, at hun kiggede på sine brødre for første gang, og de så hendes øjne for første gang, og det gav dem mod og lyst til at prøve at sidde med hende..
Det var et stort, smukt, men også barsk og trist øjeblik.. og vi var alle meget rørt af situationen.. Når jeg ser dette billede rammer det mig dybt.