Julegaven..

Vi juler, og køber gaver, hygger.. som vi plejer i december.. Med midt i alt glæden er der et tomrum - en der mangler. Vi skulle have haft Vera, vores lillesøster og datter lige her. Vi skulle have været 5 denne jul og Vera skulle opleve sit første juletræ.. Det stikker af smerte og det koster tårer at virkeligheden er en anden.. Der skal kun findes drengeskjorter frem, ikke en lille kjole.. Åh hvor ville jeg ønske at virkeligheden var en anden.. Den som vi havde tænkt os til, drømt om og regnet med..

Men midt i tomhedsfølelsen, er også en ekstrem taknemmelighed og ekstrem "nydelse af drengene, Torben og øjeblikket"..

I aften kom juletræet ind for at dryppe af, smide sne frakken, så det er klar til at blive pyntet i morgen, som vi har tradition for..

Træet blev beskåret lidt og tilpasset, og af dette gran lavede jeg en lille krans til Vera, det føles så rigtigt at hun får en lille del af juletræet op på sin grav juleaften.. Som et symbol på at vi er en familie på 5, og som starten på en ny tradition, det er så helende for mig at gøre noget, skabe noget.. Kransen er fyldt med tanker om og til min lille datter, af tårer og kærlighed...

...og Veras julegave er denne lille baby svøbt i englevinger, det ser så dejligt ud at ligge lige der, og jeg er sikker på at Vera er sådan et dejligt sted.. Det lille barn svøbt i englevinger og kransen fra juletræet, tænker jeg, at går vi op med på Veras grav juleaftens formiddag.. og tænder lys for hende:)

Bertram kiggede dog undrende på mig da jeg sagde at det var en gave til Vera, men mor; "hun kan jo ikke åbne den" og det er jo rigtigt:) Da jeg sagde, at det var en gave til hendes grav, var han helt med på det og synes det var en god ide.. Ludvig vil gerne ligge alle de lilla sten deroppe.. Drengene er vildt betaget af gaven og synes det ligner Vera:)