Hun er med mig hele tiden, og det vil hun være resten af vores liv.. hun er med i mine tanker forreste, eller i siden eller længere tilbage, dage og øjeblikke er forskellige.. hun popper op.. som i denne Disney Parade fra i sommers.. Hvor jeg tænkte på Vera, vores lille babypige, da denne paradevogn kørte forbi, jeg fik en lille klump i halsen, men også et smil på læben..
Det går pludselige op for mig, at jeg tror, jeg vil komme til at se hende for mig, som vores lille babypige, også om 3 år og 20 år.. Min fornuft siger mig, at hun nu ville kunne være over 9 måneder, og jeg har en sorg/savn over ikke at have en datter på 9 måneder nu, men med mine følelser ser og mærker jeg Vera som en lille pige på knap 3 mdr.
Mit indre billede af Vera vil garanteret være i forandring - gad vide hvordan det bundfælder sig med tiden?
Hos mig er det meget enkelt. Jeg er stadig mor til en lille pusling på bare 5 uger. Jeg ved godt, at vi skulle have holdt konfirmation til foråret, men det er slet ikke virkeligt. Hvordan hun ville se ud med rottehaler og ny skoletaske på ryggen - jeg ved det ikke.
SvarSletJeg har det som Susanne - Victor er stadig en baby selvom han ville have været 6 år nu. I flygtige glimt tænker jeg, at vi skulle vælge skole, eller han skulle have været i børnhave o.s.v., men det er baby-Victor jeg bærer i mit hjerte.
SvarSlet