..Og det er blevet lige som jeg havde i tankerne.. (selvom jeg ikke havde et klart billede - dette er meget svært når man bestemt aldrig har tænkt i gravsteder eller i sit vildeste mareridt tænkt at man skulle anlægge sin datters gravsted)... Men midt i det forkerte og meningsløse, føles det rigtigt, Veras sted.. a'la Skovbunds-, eventyr-, pige- sted... Et sted med små finurligheder og miniature frodighed.. Et sted der er rart at være, hvis man kommer forbi som alf, eller mariehøne eller...
..men for f..... hvor ville jeg ønske at hun var her hos os, og at jeg kunne udleve min kærlighed til Vera her lige midt i hverdagen (som så ikke ville føles bombet i stykker).. Men sådan er det ikke.. Min kærlighed til Vera går gennem hjertet og gennem det jeg kan forme, vande og passe. På Vera sted.. Jeg oplever behovet for at komme på kirkegården meget svingende.. I øjeblikket kigger jeg dagligt forbi.. smutter lige op til Vera når drengene er puttet eller på andre passende tidspunkter... Jeg nyder at have et sted at gå hen - der er ganske særligt lige der på Veras sted.. og så er det rart at kunne sige at jeg lige smutter op til "Vera"...
Det må være rart at have et sted som dette lige at kunne smutte hen. Jeg har altid holdt meget af den ro og fred der er hos Elisabeth og det første år besøgte jeg mindst en gang om dagen. I starten var jeg der tit to gange om dagen. Efter Elisabeths træ er væltet i et stormvejr har jeg haft rigtig svært ved det. Det er bare ikke det samme mere. Sært så meget sådan en lille plet kan betyde, men nok meget naturligt da det er det eneste vi har. Der er blevet meget smukt hos Vera. Kram til dig, Sofie
SvarSletKære Sofie..
SvarSletJeg nyder Veras sted og at det er så tæt på- jeg holder også meget af den ro og fred der er.. Jeg kan godt forstå at det må være svært at Elisabeths træ er væltet.. og ih hvor er det godt beskrevet at grunden til at vores døtres gravsteder kan have så stor en betydning nok er fordi det er det eneste vi har... Og at dette sted i øjeblikke kan udfylde et lille flig af det rungenede tomrum og savn tabet medfører..
Mange tanker Mette