God jul Vera

Kransen fra juletræet blev lagt, vi tændte lys, satte gaver og var bare lige der hos Vera i en lille stund, først på eftermiddagen - juleaftensdag - omgivet af en stor del familiemedlemmer.. der er plads til tanker, ord, stilhed, tårer, smil og plads til at snakke om vores lille pige -  denne stund er dyrebar for T og jeg og lægger ikke en "dæmper" på juleaften - tværtimod, det er som om den giver plads til at glæden også kan få fuld skrue - den gør at vi er i alle vores følelser - alle de følelser der bor i vores familie.. De følelser der popper op og nogle gange er længere væk.. Der er intet facit og der er ingen forventning om at alle tager med derop..  

Glimt fra granpyntningen i december

Et hjerte til Vera

Sneen kom vrimlende..

...og overraskede os lidt tidligt i år..
Sidste år den 13. december pyntede vi Veras gravsted med gran - en lun og fin dag:-)

Tanker om Veras kiste..

..dukkede op i dag, da jeg fandt en lille orange filtblomst i en skuffe..
Det var ikke en hvilken som helst blomst, men en af de blomster der var i overskud fra den junidag for over 2 år siden hvor jeg pyntede Veras kiste med små filtblomster og bandt den lille bitte buket med forglem mig ej og andre små blomster fra vores have på det lille sølv kors på kisten..

Jeg blev ikke ked af det, da jeg fandt den lille filtblomst men fyldt med en glæde, ro og stolthed over at jeg netop den dag, for over 2 år siden, var i stand til at pynte den alt for lille kiste med de fine filtblomster.. Det var så rigtigt midt i alt det forkerte, at Veras kiste skulle være fin på lige akkurat denne måde - så ingen var i tvivl om at den gemte på en dyrbar skat - en lille pige elsket fra hun lå i maven til hun lukkede øjnene for sidste gang og stadig er elsket højt højt op til skyerne...

En pose med en særlig sten:-)

En ny gravsten til Vera har længe været på tale, vi har ideer.. men er ikke helt parat til at tage springet.. måske fordi der er noget rigtigt over den gravsten drengene og jeg malede til Vera den dag i juni for over 2 år siden.. og måske fordi vi synes udtrykket passer rigtigt godt til en lille babypige - vores lille babypige:-)
Derfor blev stenen malet igen, for den trængte..
Den er blevet malet i samme stil.. Med sol, blomster hjerte og himmel.. For sådan er Veras sten.Den er genkendelig men alligevel ny.. med lidt flere ord og datoer.. For det har vi brug for..
Den er denne gang blevet lakeret og står nu ganske fin på Veras grav og lyser op i efterårsregnen...
Det er så dejlig,t at man selv bestemmer gravstenes udformning - det betyder utroligt meget for os:-)

Før (efter afrensning):

Stenen da den blev sat i juni 2010

En baggrund bliver til:

Færdigt resultat:

Glimt fra Veras gravsted nu:

Jeg samler altid blade i en pose og bærer den hen til den store skrældespand på kirkegården.. Meget sigende at det denne gang var en ønskebørn pose... smukt og dobbelt..

Vera blev nævnt til præsentationsrunde..

..ved stor fest... og jeg blev rørt - glad og bevæget helt ud i lilletåen.. Vi var før festen blevet spurgt om det var ok at Vera også blev nævnt i præsentationsrunden til en stor fest ved familie meget tæt på, det havde de lyst til at gøre, da Vera betød meget for dem.. allerede der blev jeg rørt og tårerne piblede frem.. Rørt og glad over at få dette skønne spørgsmål - om hun må blive nævnt? Ja - ja - ja.. hun er vores datter, vores 3. barn og en naturlig del af familien..selvom hun ikke fysisk er hos os...  Jeg er så stolt at jeg kunne revne over alle mine 4 børn... og dybt taknemmelig over at være omgivet af mange mennesker der snakker om Vera på helt naturlig vis. Flere familiemedlemmer har billeder af hende på deres billedvægge.. Det gør mig så glad og rørt.. og at nogle har lyst til at nævne hende til en præsentationsrunde er bare så ubeskriveligt dejligt..At de tør:-) selvom det fremkalder tårer hos dem og os..

...Da Vi, vores 3 drenge og Vera så blev nævnt til festen overfor hele teltet fyldt med kendte og knap så kendte mennesker, stod tårerne i mine øjne, og det var både glædes tårer og savn tårer.. lige der midt i solskinnet omgivet fysisk af min mand, mine 3 drenge og min lille datter et sted svævende i luften..lige det øjeblik var ganske særligt nærmest følelsesmæssigt eksplosivt.. men det var ok - der var plads til det.. så ubeskriveligt kontrastfyldt - hårdt og samtidig ubekriveligt dejligt og smukt!

..At have noget med hjem til Vera..

..Er nogen gange et behov.. Et behov der presser sig på og føles rigtigt.. Denne sommerferie bragte dette fine kors i prinsessefarver med hjem til træet - til Vera:-) Købt et særligt sted på et særligt marked.

De små gaver kommer oftest til at bo i Veras træ, på hendes gravsted - Et lille gammelt træ, der ligner et miniature af et kæmpe.. Og det er først når man kommer tæt på at skattene skimtes - det kan jeg godt lide - at de umiddelbart er skjulte og træet fremstår naturligt..
Vi var ikke i tvivl, da vi så det fine store gravsted med dette fantastiske træ - her skulle Vera (og vi engang) ligge i ly under træet...

Nu bor det lille kors i træet

Der bor også et miniature Eiffeltårn fra sommerferien 2010...

En due og en del andre ting...

..hver med sin historie og tanke:-)

At forene de levende og døde...

Da vi stod i våbenhuset efter V's barnedåb sagde B og L - er det ok vi lige smutter om til Vera?.. Dejligt at de lige havde lyst til det... Vi havde egentlig ikke tænkt at vi skulle, eller ikke skulle forbi Vera netop på denne dag..Vi havde ikke lyst til at finplanlægge på den måde.. men se hvad dagen bragte.. Jeg havde en sølv sommerfugl og nogle hjerter i min lomme som blev arrangeret af drengene.. der blev som altid flyttet rundt på lidt ting og gjort fint.. Drengene er ikke så tit med på kirkegården.. men når de er det føler de sig meget hjemme..
Det var fint bare lige at være forbi Vera inden barnedåbsfesten fortsatte hjemme...

Der var blomster fra haven fra mormor og andre i familien.. og så stod den fineste blå guldsmed/sommerfugl ved hendes gravsten fra...? Nogle der har tænkt på Vera på denne dag.. jeg tror godt jeg ved hvem...

Det gør mig glad:-)

..og så er der det der er så svært.. at forene de levende og døde.. gøre plads til begge sider.. rumme lykke og savn.. og gå ud og ind af følelserne..
Det har været svært for mig at have barnevognen og lille V med op til Vera.. Det gik op for mig, for lidt tid siden. Jeg har haft det bedst med at være der alene.. og så skulle tingene planlægges, V skulle være "spist af" osv... og det blev tit lidt besværligt..
Nu er jeg begyndt at tage V med og forsøge at være i det hele... Det er godt til mig kan jeg mærke.. selvom jeg stadig synes det er tungt at skubbe barnevognen, det sidste stykke om til Vera... og det er ikke kun pga. den fysiske stigning...
Livet er en stor blanding og for vores vedkommende rummer det at have en lille prins i barnevogn og under vognen have blomster til hans storesøsters grav.. den søster der kunne have løbet ved siden af barnevognen nu....(i eventyrernes verden)