Kaninen der stod på hovedet og den tilgroede have..

... visne blomster, mælkebøtter og ukrudt, afsvedne forårsblomster, blade, fuglebad uden vand osv... var hvad der mødte mig da jeg i aften kom op til Veras grav..  Hvornår jeg var her sidst? Ja, der var nok gået 14 dage.. men det plejer aldrig at se sådan ud!! Jeg plejer altid at blive positivt overrasket:)

Men denne aften i solnedgangens skær så det bestemt ikke indbydende og plejet ud.. det var ikke kun dårlig samvittighed der ramte mig mine tanker fløj også hen på områder jeg mindes på Assistens Kirkegården hvor statuetter, grave og træer er begroet med ikke plejede blomster.. Hvor stedet også signalerer at tiden er gået i stå... og hvor der også er smukke blomster midt i ukrudt:)

Jeg tændte stearinlys.. lod tankerne flyve op til Vera og fik hurtigt fjernet en stor del af ukrudtet og fik revet stenene udenom og straks ændrede graven igen karakter..
Stauderne er dog blevet ret vilde og kæmper om pladsen i den ene del af hjertet på graven og den anden del af hjertet er meget afsvedet og tørt/bart rundt om et nu opfyldt fuglebad...

Egentligt et godt symbol på mit indre lige nu og her, denne aften, før dagen i morgen d. 3. juni: Den ene del fyldt med frodighed, blomster og liv.. den anden side bar, udtørret og gold..

...Kaninen i Veras træ hang også på hovedet...

...men nåede at komme op og sidde trygt på sin gren igen, inden telefonen ringede, og der var en lille fyr der havde brug for sin mor... nu...

Mange følelser og tanker er på spil.. da det d. 3. juni, er 2 år siden Vera døde...
Dagen står så lysende klar, stærk og overmandende - fyldt med den dybeste sorg og stor stor kærlighed.

Jeg havde lyserøde blomster med op til Vera her i aften - blomster fra vores have til min lille datter...

Senere i dag (ja det er lige blevet d. 3. juni), når vi har sovet og vågner er dagen fyldt med besøg sammen med drengene hos dejlige mennesker, sammen med andre nære skønne mennesker... og det er sådan vi har det bedst på denne specille dag...

.. og når solen går ned i aften - sendes tanker op til den lille pige, vores elskede datter Vera, der fløj ud af vores arme i solnedgangen for 2 år siden...

Den lilla syrenbusk...

... i vores have er et symbol på en ganske særlig  lille pige - vores datter Vera der var her, på denne tid for 2 år siden..
Vi fik syrenbusken efter Veras begravelse til minde om, at hun var her mens syrenerne blomstrede.. En smuk og modig gave fra en barnsdomsveninde:)

..og det er lige nu den blomstre.. der lige midt i livet, omgivet af styltegående storebrødre - liv - grin og solskin..

 ..og lillebroderen der hygger i kravlegården... og som nu, er en måned ældre end hans storesøster blev.. og som pludre - smiler og stortrives..

Syrenen minder om tiden - de enestående øjeblikkene - med vores datter.. men også om, at hendes liv sluttede mens den blomstrede..  

Om en uge er det 2 år siden vi sad med Vera i armene og hun trak vejret for sidste gang.. og hvor vi lovede at vi nok skulle klare det... 

...og det gør vi på den bumpede vej, hvor omveje og bratte sving pludselig blev realiteter.. men også hvor hverdagen sniger sig mere og mere stationært ind... 

Så solskin - liv og glæde går hånd i hånd med sorgen og savnet lige her i vores have på denne skønne maj - sommerdag.. som er den sidste i en helt enestående pinseferie...
Det er ok lige nu i dag - det virker nærmest helt naturligt med de store modsatrettede følelser, som måske ikke er så uadskillelige...
Den overskyggende følelse, lige her i skrivende stund - hvor hele huset sover, er en inderlig stolthed over og dyb dyb kærlighed til mine 4 børn:) de 3 smilende og den lilla-blomstrende:)

Blomster pr. brev og varm kakao - det luner:)

I går, på Veras fødselsdag, ankom de fineste Blomster pr. brev, der havde rejst mange kilometer...

.. blomster og ord fra nogle ganske særlige mennesker - smuk og meget rørende tanke... Blomsterne kom med op til Vera i går eftermiddags...

..Det øs-pøsede ned da vi gik på fødselsdagsekspedition op til Veras gravsted - Det lille træ og paraplyerne gav dog fint ly - og kakaoen smagte dejligt...

En efter omstændighederne god, men selvfølgelig ekstrem hård og kontrastfyldt dag.. Men for os er traditionerne vi har skabt den bedste måde for os, lige nu,  at markere Veras dag på...

Vera 2 år

Da drengene vågnede blev de overraskede over at der var pandekager til morgenmad.. men det var der en ganske særlig grund til - idag er det nemlig d. 7. marts - 2 år siden Vera kom til verden. På morgenbordet stod et lille træflag...og der blev spist pandekager til den store guldmedalje..

..Og traditionerne (hvis man kan sige det efter at vi har gjort tingene en gang,  sidste år).. står helt tydeligt for drengene... "og så skal vi drikke varm kakao hos Vera".. og ja det er det vi skal.. sidst på eftermiddagen går vi alle op til Vera, sætter små flag, drikker varm kakao med flødeskum og spiser muffins.. og så står den på storebror/lillebror gaver.. og aftensmad med dem der er her:)

Da jeg havde afleveret L i børnehaven gik turen videre op til Vera, med fødselsdagsblomster..

Meget rørende at stå i køkkenet og binde buketten til en 2 års fødselar - min datters 2 års fødselsdag...For mig vokser Vera dog ikke fysisk, mit billede af min datter er min lille babyprinsesse på knap 3 måneder... Hver blomst er fyldt med kærlighed til Vera...

Det ganske særlige i år var at jeg havde Veras lillebror V med og trillede afsted med Veras røde barnevogn - Meget stort - dobbelt - kontrastfyldt og et mix af sorg, savn og glæde over at høre de dejligste lyde fra barnevognen.. Være midt i livets yderliggående kontraster...

Vinden bed i kinderne da jeg stod hos Vera - en 2 års fødselsdag plejer at være varm.. Men det er lige her på Veras sted at jeg kan fejre min datter på denne dag - hårdt og dejligt at mærke savnet bide...

Jul hos Vera

Der har stået stauder i blomst hos Vera lige indtil starten af december, så granpyntningen blev lidt senere i år:) Det var bare T og jeg en frostkold formiddag:)

Hver grankvist er lagt med masser af tanker og kærlighed - til vores lille Vera.

Selvom tiden gør at Vera får en mere stabil plads i hjertet - flår og river sorgen og savnet stadig i øjeblikke - savnet over at hun ikke er hos os lige her og vi også skulle tænke i julegaver fra BR til hende.. og ikke købe "julegaver" i form af granbundter til graven...

Kære Vera - du er elsket og savnet og selvom hverdagen igen er blevet noget vi holder af og som nærmer sig den der var engang - er alt forandret og du er med i det hele:)

Allerehelgens gudstjeneste

...Var til den smukkeste gudstjeneste i vores lille kirke i dag, mig og drengene... Vores præst er bare ganske særlig, hun døbte og begravede Vera - og  hun rammer mig det helt rigtige sted.. og så er der plads til drengene - plads til at være brødrene til Vera.. Plads til at være i kirken og det skaber ro:)
Allerhelgens gudstjenesten er bare ganske særlig og meget smuk - at mindes dem vi har mistet.. Alt var så anderledes end sidste år.. Stærkt - men sorgen og savnet sad et andet andet sted i kroppen - Jeg nød øjeblikket - stilheden - salmerne og at sidde med mine skønne drenge og bare være lige der...
Vi tændte lys og stillede perleplader hos Vera.. og så stod den ellers på lego, kort og kanelsnegle:)

Morgenstund dagen før dagen :(

Var et smut på kirkegården ganske tidligt i morges, i dag d. 2. juni, bare mig, jeg nød at gå og nusse, nippe og rive... solens spæde stråler ramte mig og jeg kunne dufte og mærke at det bliver en varm dag...

Jeg nød at være lige der - I "nærheden" af min lille datter... som i morgen for et år siden trak vejret for sidste gang i mine arme... Åhhh hvor jeg savner hende... Hun skulle være lige her...

Der er så meget der er helt forkert og meget jeg ikke kan.. Men en af de ting jeg kan er at passe Veras lille plet og komme med blomster til Vera:) Det varmer en lille smule i det store rungende sviende savn og tomrummet i mit hjerte...