2# Øjeblik

I går sagde Bertram; "Vera er englen" i min juleby, han har en lille bitte glasengel stående, og lige efter det sagde han "Mor kan du huske da vi malede din mave, da Vera lå inde i den?".. "Om jeg kan..." ..og så snakkede vi om Vera, om engle, hvad han tænkte på osv. Sådan er det meget, Vera popper op og bliver nævnt, både af drengene og os, så stopper vi op og snakker.. nogle gange bliver det med smil, andre gange med tårer..og alt er ok..

jeg får tårer i øjnene af at se dette billede - men også glæde og stolthed over mine 3 børn...

.. "og om jeg kan huske at de malede min mave".. .. Ja det er printet ind i min bevidsthed.. Det var et  ganske særlige øjeblikke, med 2 kommende stolte storebrødre og forventningens glæde - glæden over snart at skulle møde deres lillesøster..
Jeg rammes i hjertet af drengenes kærlighed og omsorg til deres søster - Vera kunne ikke ønske sig bedre brødre..

Vera min lille babypige:) også om 3 år?

Hun er med mig hele tiden, og det vil hun være resten af vores liv.. hun er med i mine tanker forreste, eller i siden eller længere tilbage, dage og øjeblikke er forskellige.. hun popper op.. som i denne Disney Parade fra i sommers.. Hvor jeg tænkte på Vera, vores lille babypige, da denne paradevogn kørte forbi, jeg fik en lille klump i halsen, men også et smil på læben.. 

Det går pludselige op for mig, at jeg tror, jeg vil komme til at se hende for mig, som vores lille babypige, også om 3 år og 20 år.. Min fornuft siger mig, at hun nu ville kunne være over 9 måneder, og jeg har en sorg/savn over ikke at have en datter på 9 måneder nu, men med mine følelser ser og mærker jeg Vera som en lille pige på knap 3 mdr. 

Mit indre billede af Vera vil garanteret være i forandring - gad vide hvordan det bundfælder sig med tiden?

1# øjeblik

..Da drengene sad med deres lillesøster Vera for første gang, det var helt forkert at var så syg og at hun ikke, som vi havde snakket om og forberedt dem på, kom med os hjem og skulle bo, og at hun ikke vækkede os om natten, at hun ikke græd.. men bare sov (sovemedicin) det meste af tiden.
Det var først ved det 10. besøg hos Vera, hvor dette billede er taget, at hun kiggede på sine brødre for første gang, og de så hendes øjne for første gang, og det gav dem mod og lyst til at prøve at sidde med hende..
Det var et stort, smukt, men også barsk og trist øjeblik.. og vi var alle meget rørt af situationen.. Når jeg ser dette billede rammer det mig dybt.

9 måneder i dag

..det svier langt ind i hjertet på disse mærkedage, i dag ville Vera være blevet 9 måneder. Jeg savner min lille pige. Da vi kort efter fødslen fandt ud af at vores lille skønne datter var alvorligt syg, blev tiden en anden, og der blev mange milepæle/ mærkedage i hendes liv, da hun blev 1 døgn, 1 uge, 2 uger osv.. Vi nød hvert sekund og var taknemmelig for hver ny dag.. (Der skete en helt vanvittig drejning af tilværelsen og en taknemmelighed der rullede ind over, at vi fik lov til at give hende tøj på, sidde med hende, have hende i bad, give hende sutteflaske. De selvfølgelige ting var ikke længere selvfølgelige men blev ganske særlige og fokus blev nuet og alle de små ting vi nåede og øjeblikke vi havde) Vores lille datter Vera var i verden i 89 dage.. Hun nåede at have to månedsdage, som blev markeret med flag ved døren til hendes stue..
Vera nåede at blive 1 måned, 2 måneder og næste 3 måneder..

7. april 2010 - jeg blev meget rørt over det lille flag de havde stillet ved døren til Veras stue 

Vera 1 måned

7. maj 2010 - dagen efter min fødselsdag - flaget var rykket helt ind til næste dør

Vera 2 måneder

..jeg er dybt taknemmelige over at vi oplevede disse to store mærkedage.. men hvor ville jeg ønske at jeg vågnede op og det hele var en drøm.. og billedrækken kunne fortsætte og ikke stoppede her...

Aftentanker om livet lige nu og her..

Verden er blevet en anden.. Nuet og øjeblikket er det eneste jeg kender og kan påvirke, det eneste jeg har i mine hænder, hvis det er til at fange. Det næste øjeblik, er kun interessant, når det der der, hvis det er der eller kommer?..(der giver mening i mit hoved.. men ser lidt snirklet ud).
Der er ingen garantier eller selvfølgeligheder i mit liv mere (eller det ved jeg nu at der ikke er og aldrig har været), den gyngende grund mærkes og kan ikke skubbes væk så let...Verden er, set med disse briller, blevet mere barsk, men drejer jeg hovedet lidt, er verden blevet mere skarp og smuk, med nærvær og ærlighed som bærende elementer.. Kræver mod at være ærligt i øjeblikket og kræver at jeg tør se den verden jeg befinder mig i, "i øjnene"..og mærke ind til detaljer - hvordan føles det i maven?  At åbne øjnene medfører større vidder, men også forandring og omformninger..

I dag er det 1/2 år siden..

..Vi mistede Vera i den smukkeste solnedgang.. 1/2 år siden at vores verden brød helt sammen og 1/2 år siden at vi sent om natten kørte hjem fra Ouh.. med tårerne trillende ned af kinderne, Vi havde mistet vore datter, vi havde håbet og bedt for et mirakel...men hun klarede det ikke.

Vi kom hjem til vores store drenge, der var blevet puttet i vores seng, vi sov ikke meget, jeg kan huske at jeg kiggede på drengene, der sov trygt og tænkte at det var så barskt, at de skulle have den besked når de vågnede.. at deres lillesøster var død..

Tænder lys for Vera og savner hende..

Savnet er enormt.. det ligger "lige indenfor" opmagasineret forrest i mit hjernebibliotek.. Jeg tænker "hele tiden"på Vera - eller det gør jeg selvfølgelig ikke.. men hun er hele tiden med og popper "frem og tilbage".. det er så svært at forstå at vores lille datter skulle være så syg, for syg til at komme med hjem og også for syg til, at være i denne verden.. Jeg er så glad for at være lige her, men jeg savner Vera. Savner min lille skønne datter. Jeg savner, at holde hende, kysse hende, dufte hende.. I morgen d. 3. december, er det et halvt år siden, at Vera døde, det føles, på den ene side, som om det var i går og, på den anden side føles det, som om det er meget længere siden.. Vera var i verden i 89 dage og der blev tiden en anden, minutter kunne føles som timer og dage kunne gå som minutter.. og det er som om noget af denne tidsopfattelse, er fulgt med og har ændret min verden..
Øjeblikke kan vare evigheder og nærværet er blevet meget intenst... Jeg nyder drengene helt ud til fingerspidserne, men i denne nydelse ligger også savnet, savnet til Vera og den hverdag vi skulle have haft lige her sammen med hende...